»Han prøver jo at gøre det godt igen efter den frygtelige beslutning, han tog 6. januar.«

Ordene kommer fra Edward MacMahon. Han er advokat for den tidligere svømmer Klete Keller, der onsdag var i retten.

Her erklærede han sig skyldig i at have stormet Kongressen i USA i starten af året. Det skriver CNN.

»Han er flov over det, han gjorde den dag, og han vil gerne gøre det godt igen. Både over for retten og det amerikanske folk,« lød det fra advokaten.

Derudover overraskede Klete Keller ved at sige, han planlægger at samarbejde med myndighederne, hvilket betyder, at han potentielt kommer til at vidne mod nogle af de andre, der stormede Kongressen.

Den tidligere svømmer var særlig stor i 00erne, da han vandt to guldmedaljer under OL i 2004 og 2008 sammen med holdkammeraten Michael Phelps. Samtidig skaffede han sig også en sølvmedalje i stafet og to individuelle bronzemedaljer i 400 meter fri.

Han er et velkendt ansigt i USA, og derfor var det heller ikke svært at genkende ham, da han kunne ses på et klip inde fra Kongressen i Washington D.C., som tilhængere af den daværende præsident Donald Trump havde stormet, mens mens medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus sad samlet for at godkende valgresultatet, der gjorde Joe Biden til landets næste præsident.

Klippet spredte sig som en steppebrand på de sociale medier, og umiddelbart var Klete Keller da også let at genkende.

Klete Keller var i retten onsdag.
Klete Keller var i retten onsdag. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

For han er næsten to meter høj og kunne derfor let ses i mængden, og derudover havde han en yderst genkendelig jakke på. Nemlig den han havde fra landsholdet med ordene 'Team USA' trykt på.

En jakke, han efterfølgende smed væk, ligesom han ødelagde sin telefon og simkortet til den, lød det i retten onsdag fra Keller, der altså havde forsøgt at ødelægge beviser på, at han var til stede.

Han kan reelt risikere op mod 30 års fængsel, men ifølge flere medier 'slipper' han nok med omkring to år, fordi han samarbejder med politiet og myndighederne. Det er dog ikke et krav, dommeren skal overholde, og dermed kan Klete Keller sagtens få flere år bag tremmer.

Han får først sin endelige straf, når han er færdig med at hjælpe efterforskerne, lyder det.