Der lyder nu kritik fra svømmeklubben Vest Brøndby mod Dansk Svømmeunion for at vise opbakning til Pia Holmen.

Det vækker kritik fra svømmeklubben Vest Brøndby, at Dansk Svømmeunion har støttet valget af Pia Holmen som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN).

Vest Brøndby mener, at Dansk Svømmeunion 'bør trække Pia Holmen fra bestyrelsen i LEN' og 'fokusere på at få dansk svømning på ret køl igen'.

»Vi er helt og aldeles enige i, at bestyrelsen for Dansk Svømmeunion med indstillingen og valget af Pia Holmen til LEN har udvist et stort svigt i sin dømmekraft og ladet idrætspolitiske magtinteresser komme før dansk svømnings egen officielle værdi om at være ansvarlig i forholdet til klubber, medlemmer og samfund.«

»Vi var alle kede og berørte af de forhold, vores bedste konkurrencesvømmere var udsat for i perioden 2003-2014, og den skamplet, det er for vores elskede svømmesport,« lyder det fra Vest Brøndby.

Kritikken, som har Vest Brøndby-formand Fritz Ganzhorn som afsender, skyldes, at Pia Holmen i en årrække var øverste leder i svømmeunionen, mens der skete omfattende svigt.

De mange svigt blev afdækket i en rapport fra Kammeradvokaten i begyndelsen af 2020, hvilket førte til, at Pia Holmen stoppede som direktør.

Vest Brøndby bakker op om flere tidligere landsholdssvømmeres kritik af svømmeunionen.

»I dansk svømning har vi så meget brug for at starte forfra og bevise, at vi er en sund sport og noget helt andet end det, som fik lov at foregå på landsholdet i mere end 11 år.«

»Så hjælper det bare ikke, at der sidder nogle idrætspolitikere i Dansk Svømmeunion og DIF og deler poster ud til hinanden i de ledende organer uden at kunne huske et år tilbage.«

»Det sætter spørgsmålstegn ved, om undskyldningerne for et år siden var ægte, og om dansk svømning mente det over for de elitesvømmere, der led skade på krop og sjæl fra 2003 til 2014,« lyder det fra Vest Brøndby.

/ritzau/