Kevin Magnussen får uventet opbakning fra en tidligere Formel 1-kollega i jagten på et sæde i 2021.

Den danske racerkører har endnu ikke underskrevet en aftale med et nyt team uden for Formel 1, men fører samtaler med flere hold på tværs af forskellige racerserier.

Ifølge B.T.s oplysninger er situationen lige nu den, at alle flanker holdes åbne. Og en aftale kan lige så godt lande i morgen som om to uger.

Selv om Kevin Magnussen i weekenden fortalte, at håbet om en plads i IndyCar svinder ind, er der angiveligt fortsat en chance for at lande en bil i serien, som fra start var danskerens førsteprioritet efter Formel 1.

Kevin Magnussen kagter et sæde i 2021. (Foto: JOE KLAMAR/Ritzau Scanpix)
Kevin Magnussen kagter et sæde i 2021. (Foto: JOE KLAMAR/Ritzau Scanpix) Foto: JOE KLAMAR
Vis mere

Svenske Marcus Ericsson stod for et par sæsoner siden i en tilsvarende situation som Kevin Magnussen.

Her var Ericsson færdig hos Alfa Romeo og fandt i stedet vejen til USA, hvor han siden har kørt IndyCar.

B.T. har talt med den svenske racerstjerne om Kevin Magnussens øjeblikkelige ståsted i karrieren, og om hvorfor et skifte til IndyCar vil være det optimale for den 28-årige dansker.

»Kevin er i den samme situation som mig, da jeg sluttede min Formel 1-karriere. Det er bare svært at vise, hvad du kan, når du sidder i et team, som slet ikke er i toppen,« siger Marcus Ericsson og fortsætter:

»IndyCar er en serie, hvor køreren gør en større forskel. Selvfølgelig er der forskellige størrelser af hold med flere penge, men det afhænger mere af køreren end i Formel 1, og det var en stor motivation for mig.«

Marcus Ericsson havde et godt forhold til Kevin Magnussen i Formel 1, og de talte tit om IndyCar. (REUTERS/Francois Lenoir)
Marcus Ericsson havde et godt forhold til Kevin Magnussen i Formel 1, og de talte tit om IndyCar. (REUTERS/Francois Lenoir) Foto: FRANCOIS LENOIR
Vis mere

Marcus Erisson, der i sin Formel 1-tid kørte for Caterham og Alfa Romeo-Sauber, fortæller, at han mange gange har talt med Kevin Magnussen om tiden efter Formel 1.

»Jeg kom ret godt ud af det med Kevin i Formel 1, og vi talte en del sammen under løbsweekenderne. Da jeg var på vej ud af Formel 1, talte vi meget om IndyCar. Jeg kan huske, at da jeg skrev under på min første aftale i IndyCar, var Kevin den mest interesserede af de andre kørere omkring mit skifte til serien,« siger Marcus Ericsson.

»Det har sikkert også lidt at gøre med hans far, Jan Magnussen, at Kevin har et forhold til amerikansk motorsport. Allerede dengang var Kevin ret interesseret i IndyCar, og han fortalte mig også, at han var meget interesseret i at køre IndyCar i fremtiden,« fortsætter Marcus Ericsson.

Svenskeren kørte i denne sæson for topteamet Chip Ganassi Racing, og han er modsat tiden i Formel 1 rykket betragteligt frem i feltet.

Marcus Ericsson har ofte duelleret med Kevin Magnussen i Formel 1. En gang røg begge af banen, og danskerens kompromisløse kørestil er skræddersyet til IndyCar, mener den 30-årige svensker.

»Som kører har Kevin en ret aggressiv kørestil, og det vil passe godt til IndyCar. Serien tilgodeser aggressive kørere, og derfor mener jeg, at Kevin passer godt til IndyCar,« forklarer han og tilføjer:

»Da jeg kørte mod Kevin, var han aggressiv, men på en god måde. I amerikansk motorsport blander dommerne sig mindre, så det er mere tilladt at køre hårdt end i Formel 1, og det tror jeg, at Kevin ville synes godt om.«

Ericsson og Magnussen har kæmpet flere kampe i Formel 1. (REUTERS/Albert Gea)
Ericsson og Magnussen har kæmpet flere kampe i Formel 1. (REUTERS/Albert Gea) Foto: ALBERT GEA
Vis mere

B.T. har, siden Kevin Magnussen meldte sin afsked med Haas ud i oktober, arbejdet på at finde ud af, hvad danskeren nu skal.

Selv om Kevin Magnussen og holdet omkring ham har holdt tæt om, hvem de taler med, forlyder det i USA, at danskeren har været i kontakt med flere IndyCar-team. Og at hans navn de seneste uger har floreret i IndyCars pitområde.

Marcus Ericsson erkender, at tiden ikke arbejder for Kevin Magnussen i Indycar, som har besat de fleste biler til den kommende sæson.

Han vurderer dog, at IndyCar ikke behøver være udelukket for den danske racerstjerne.

»I øjeblikket ser det ud, som om der ikke er mange sæder ledige. Men er du en stærk kører, og har du en god finansiel pakke med dig, så kan der sagtens skabes sæder. Det er ikke som i Formel 1, hvor alle hold har to biler. Nogle team har kun én bil, mens andre har fem biler, og andre har tre eller fire. Så der er helt afgjort biler ledige i feltet,« siger Marcus Ericsson.

Ericsson nyder livet i IndyCar. (Brian Spurlock-USA TODAY Sports)
Ericsson nyder livet i IndyCar. (Brian Spurlock-USA TODAY Sports) Foto: Brian Spurlock
Vis mere

Han påpeger, at IndyCar-organisationen de seneste år har været glade for at få europæiske kørere ind i serien for at gøre den interessant for fans uden for USA.

»Jeg ved, at Kevin er meget populær i Danmark, og det ville få mange danskere til at følge med i IndyCar. Sådan noget er vigtigt for serien, og det ville være en god ting,« siger Marcus Ericsson.

Han fortæller samtidig, at han ikke har hørt fra Kevin Magnussen siden danskerens udmelding om, at tiden med Haas slutter ved årsskiftet.

»Vi har ikke talt sammen, men jeg vil mene, at vi var rimelig gode venner, da vi var sammen i Formel 1. Får han brug for et par råd om IndyCar, så kan han altid kontakte mig,« slår Marcus Ericsson fast.