Den tidligere svømmer Lotte Friis takker nu for de mange reaktioner, hun har modtaget i kølvandet på den hede debat, Jeanette Ottesens selvbiografi 'Fri' har skabt.

Her er Ottesen kommet i strid modvind på grund af sin beskrivelse af netop Friis, som siden udtalte, at hun følte sig 'blottet og stillet til skue for hele Danmark' på baggrund af sin ufrivillige fremstilling i bogen, hvor hun blandt andet bliver kaldt et mobbeoffer.

Onsdag har Ottesen reageret med en ny undskyldning, hvor hun skriver, at hun forstår Friis' reaktion til fulde – og at hendes undskyldning 'ramte helt ved siden af'.

De seneste dages voldsomme debat har betydet, at Friis har lukket ned for sine sociale medier, men da hun tjekkede dem igen, blev hun glædeligt overrasket, fortæller hun på Instagram.

Lotte Friis og Jeanette Ottesen.
Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

'Jeg har de sidste 24 timer holdt telefonfri, fordi den har bimlet og bamlet, og det har været rigtig svært for mig at sortere i det, der er kommet ind, og mærke mig selv i hele den her proces, som jeg ufrivilligt er blevet en del af,' siger Friis og fortsætter:

'Jeg har åbnet mine sociale medier, og jeg er dybt, dybt taknemmelig over alle jer, der har kommenteret, liket, delt og skrevet private beskeder til mig. Jeg har slet ikke kunnet nå at læse det hele endnu, og jeg vil prøve at svare så mange af jer som overhovedet muligt,' forklarer hun, inden hun slutter med en klar besked.

'Jeg vil bare sige tak. Tak for den her opbakning. Det betyder virkelig noget i de her dage.'

Friis blev kontaktet af Ottesen forud for den planlagte udgivelse af bogen, hvor Ottesen ville give hende en undskyldning for sin opførsel over for Friis dengang.

Men ifølge Friis blev hun ikke sat ind i detaljegraden, der siden har stjålet overskrifter.

'Det, der er beskrevet i bogen, er alene baseret på Jeanettes opfattelse af situationerne og IKKE mindst hendes erindringer. Jeg føler, at jeg er sat uden for indflydelse på den opfattelse, verden fremover vil have af Lotte Friis,' lød det fra Friis mandag.

Hun har endnu ikke reageret på Ottesens seneste undskyldning.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Friis selv.