En 14-årig pige afgik mandag ved døden i en svømmehal.

Nu reagerer hendes klub, Sigma Swim, på den tragiske hændelse.

'Signes familie står tilbage med det størst tænkelige tab, og i Sigma Swim vil vi passe så godt på dem, som det er os muligt.'

'Vores varmeste og hjerteligste tanker er med dem i denne urimelige tid,' lyder det i en pressemeddelelse udsendt af Sigma Swim.

14-årige Signe Krag Andersen var et stort svømmetalent og konkurrencesvømmer. Mandag mistede hun livet.

Nu oplyser Sigma Swim, at den 14-årige svømmer blev ramt af et akut hjertestop.

Klubben oplyser, at hun hurtigt blev hevet op af vandet, hvor hjertemassage blev påbegyndt omgående.

Både trænere, holdkammerater og redningsfolk forsøgte at genoplive den unge pige, men efter ankomsten til Rigshospitalet stod hendes liv ikke til at redde.

Ulykken fandt sted under en træning i Blovstrød Svømmehal for klubbens andethold.

'For altid vil glade Signe blive savnet i sit elskede svømmemiljø,' skriver Sigma Swim.

Dødsfaldet blev bekræftet af Nordsjællands Politi tidligere på dagen.

»Der er tale om en ulykke, som resulterer i, at pigen ulykkeligvis afgår ved døden. Det sker under svømmetræning i svømmehallen, men vi ved endnu ikke, præcis hvad der sker,« lød det i den forbindelse fra politiet.