En 14-årig pige omkom mandag eftermiddag i Blovstrød Svømmehal.

Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T.

»Vi kan bekræfte, at der har fundet en ulykke sted, hvor der er en ung pige på 14 år, der er afgået ved døden,« oplyser Nordsjællands Politi til B.T., der af hensyn til pigens pårørende ikke vil komme nærmere ind på, hvordan ulykken skete.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller 1929@bt.dk

Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi, fortæller til Frederiksborg Amts Avis, at ulykken skete i forbindelse med svømmetræning.

»Der er tale om en ulykke, som resulterer i, at pigen ulykkeligvis afgår ved døden. Det sker under svømmetræning i svømmehallen, men vi ved endnu ikke, præcis hvad der sker. Og vi ved ikke, om der er tale om en drukneulykke. Det skal vi nu have undersøgt nærmere,« siger Henriette Døssing, der er pressekonsulent ved Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.

Ulykken fandt sted kort før klokken 17 mandag, og trods adskillige genoplivningsforsøg lykkedes det ikke at redde pigens liv.

De pårørende er underrettet.