Ingen mad om onsdagen. For vægten måtte ikke være på mere end 69 kilo om torsdagen.

Sådan fortæller Jeanette Ottesen om den hårde periode i sit liv, hvor en hård træner drev hende ud i det, hun selv beskriver som en spiseforstyrrelse. Vejede hun – og andre svømmere – for meget, blev der råbt og skreget grimme ord.

»Det udviklede sig til, at jeg gjorde ALT for at veje 69 kilo,« siger Jeanette Ottesen i denne måneds udgave af Alt for damerne.

Sammen med flere andre svømmere stod hun sidste år frem i dokumentaren 'Svømmestjerner – under overfladen'. Her fortalte de om de forhold, der har været omkring svømmelandsholdet.

Blandt andet hvordan svømmerne skulle vejes foran hinanden, og dengang beskrev Jeanette Ottesen hele situationen som 'fangelejragtig'. Nu fortæller hun i detaljer, hvor slemt det egentlig stod til.

»Det var hver torsdag morgen, vi blev vejet, og jeg spiste i hvert fald ikke noget om onsdagen og drak heller ikke noget. Intet. Jeg sultede mig selv om onsdagen,« siger Jeanette Ottesen, der ved træninger kunne blive kaldt 'fed' og 'uduelig', og fortsætter:

»Men mit problem er, at jeg elsker mad, og at jeg ikke kan lide at kaste op. Så jeg kunne ikke udvikle en egentlig bulimi. Men jeg fandt ud af, at hvis jeg kun spiste meget lidt om tirsdagen, slet ikke noget om onsdagen, ingen morgenmad om torsdagen og sørgede for at gå på toilettet alt det, jeg overhovedet kunne, så kunne jeg tit ramme den rette vægt,« fortæller den danske svømmestjerne.

»Og når træningen så var ovre om torsdagen, så overåd jeg, indtil det blev tirsdag igen. Jeg ved ikke, om den spiseforstyrrelse har et navn. Men den findes,« siger hun.

Jeanette Ottesen med sin mand, Marco Loughran. Han er også hendes træner.
Jeanette Ottesen med sin mand, Marco Loughran. Han er også hendes træner. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Jeanette Ottesen svømmede under den australske træner i tre år. Herefter holdt hun en pause på opfordring, fordi hendes forældre tvang hende til det.

De kunne se, den var gal, og Jeanette Ottesen slår fast, at det også stadig er hårdt at tale om. Hun gør det dog alligevel for at fortælle, hvor meget hun faktisk har presset sin krop.

Da dokumentaren sidste år kom frem, tog Dansk Svømmeunions daværende direktør Pia Holmen Christensen afstand fra de anvendte metoder.

»Det gør mig virkelig ked af det, når jeg hører de her historier, det må jeg bare sige. Der må jeg simpelthen bare lægge mig fladt ned. Det bryder jeg mig slet ikke om at høre, og det er ikke i orden,« sagde hun.

Metoderne blev siden kritiseret i en lang rapport fra Kammeradvokaten, og det lød blandt andet, at de danske elitesvømmere i perioden 2003-2013 blev udsat for kritisable træningsmetoder.

Det blev også kritiseret, at Dansk Svømmeunion og Team Danmark ikke skred ind, da de hørte om nogle af forholdene, og rapporten medførte derudover, at Pia Holmen Christensen stoppede som direktør i unionen.

Jeanette Ottesen er fortsat aktiv på topplan, men hun er ikke længere en del af Det Nationale Træningscenter.

Hun har i stedet sin mand, Marco Loughran, som træner, og sammen kæmper de for, at hun kan komme med til OL i Japan næste år.