Pernille Blume satte søndag sæsonens næstbedste tid i verden i 50 meter frisvømning og klarede OL-kravet.

Den danske svømmestjerne Pernille Blume har haft en god weekend i franske Marseille.

Søndag formiddag klarede hun i overlegen stil også OL-kravet i 50 meter frisvømning, da hun i sit indledende heat ved Open de la Méditerranée brugte 24,31 sekunder på at tilbagelægge distancen.

Det er 0,46 sekunder under OL-kravet i disciplinen, som hun er forsvarende olympisk mester i.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Selv om Pernille Blumes tid er den næstbedste i verden i 2020/21-svømmesæsonen, er den også et halvt sekund langsommere end hendes personlige rekord på 23,75 sekunder.

Kun svenske Sarah Sjöström har været hurtigere i svømmesæsonen end danskeren. Med til den del af historien hører dog også, at coronapandemien stort set har spændt ben for alle internationale stævner.

Søndag eftermiddag omkring klokken 17.30 svømmer Blume finalen i 50 meter frisvømning i det franske stævne.

Lørdag klarede Pernille Blume OL-kravet i 100 meter frisvømning.

/ritzau/