De seneste seks uger har været specielle for den danske svømmestjerne Pernille Blume.

Her han hun befundet sig i en coronaboble i Budapest, mens hun har konkurreret i den internationale svømmeliga ISL 2020, hvor flere af verdens bedste svømmere i weekenden dystede om den endelige sejr.

Her repræsenterede hun holdet Energy Standard og var blandt andet var med til at sætte uofficiel verdensrekord i holdkap på 4 x 100 meter fri på kortbane.

Nu er en glad Pernille Blume så vendt hjem igen.

'Taknemmelighed. Når jeg reflekterer på de sidste seks uger i boblen, er der så mange tanker og følelser, jeg gerne vil ud med. Jeg er så taknemmelig for at have muligheden for at dyrke min sport og være omringet af så mange fantastiske mennesker. Til alle fra Energy Standard-holdet, tak. Det har været en sand fornøjelse at gøre dette sammen med alle jer,' skriver hun på sin Instagram-profil og fortsætter:

'Jeg er nu hjemme igen, og jeg er ovenud glad og taknemmelig for at være i mit hjem, at sove i min seng, lave min egen mad og gå rundt i lejligheden som en dronning. Dagene bliver mørkere her, men på en eller anden måde gør det mig ikke noget (endnu). Jeg prøver at få det bedste ud af det. Står tidligt op, tænder nogle stearinlys og spiser min smoothie-bowl. Jeg er klar til noget dansk hygge.'

Ol-guldvinderen fra 2016 var i weekenden en del af af en lynhurtig kvartet med svenskeren Sarah Sjöström, hollænderen Femke Heemskerk og Siobhan Haughey fra Hongkong, da de satte den uofficielle verdensrekord.

For at kunne sætte en officiel verdensrekord kræver det, at alle fire svømmere repræsenterer samme nation.

ISL 2020 blev vundet af holdet Cali Condors foran netop Energy Standard, der udover Pernille Blume og flere andre stjerner også havde danskerens franske kæreste, Florent Manaudou, på holdkortet.

Selv om 26-årige Blume har haft travlt med svømningen de seneste uger, har hun ikke holdt sig fra medierne.

Hun har således været yderst aktiv og kritisk over for Dansk Svømmeunion.

De har nemlig bakket om den tidligere direktør i forbundet, Pia Holmen, der er blevet udpeget som vicepræsident i Det Europæiske Svømmeforbund. Den sag kan du læse meget mere om herunder.