Den tidligere landsholdsspiller Jesper Grønkjær er imponeret over, hvordan Martin Braithwaite efter flere måneder som reserve i FC Barcelona var i stand til at gribe chancen og score to mål, da den 29-årige angriber startede inde i Barcelonas 4-0-sejr over Dynamo Kiev tirsdag aften.

Det siger Grønkjær, der er Champions League-ekspert for rettighedshaveren Nordic Entertainment Group.

Selvom han kalder det 'kæmpestort,' at vi har en dansker, der overhovedet scorer i Champions League, forventer han dog ikke, at Braithwaite som følge af målene pludselig skal til at starte inde meget oftere, men nu er der basis for, at han kan få flere og længere indhop.

- Vi skal ikke bilde os ind, at han er i spil til at starte inde, men det her er måden at vise sig frem på, og nu skal han nok få minutterne. Han modbeviser sine kritikere. Han er klar over sin rolle, og han ved godt, at han ikke kommer foran Messi, Griezmann, Coutinho, Dembélé og Ansu Fati, siger Jesper Grønkjær på TV3+.

Martin Braithwaite (tv.) brillerede mod Dynamo Kiev, hvor han blandt andet scorede to mål.
Martin Braithwaite (tv.) brillerede mod Dynamo Kiev, hvor han blandt andet scorede to mål. SERGEI SUPINSKY

Samtidig påpeger eksperten, at Braithwaite formentlig også var klar over, at han primært ville blive reserve, da han skiftede til Barcelona.

- Jeg havde vitterligt ikke set ham ende i Barcelona, men hvorfor pokker skulle han ikke tage imod tilbuddet om at spille for en af de bedste klubber i verden i en fantastisk by, selv om han skal kæmpe hårdere for at spille end i Leganés, siger Jesper Grønkjær.

En anden tidligere landsholdsspiller, Preben Elkjær, er også begejstret for Braithwaites præstation mod Dynamo Kiev. Foruden målene fremtvang Braithwaite et straffespark og lagde op til et mål.

- Der er mange dygtige spillere foran ham, men han gør sig altid umage, når han får chancen. Han bringer noget, når han kommer ind, og han er en spiller, som knokler for holdet. Det er ikke op til ham at sætte holdet, han skal bare præstere, når han får muligheden, og det gjorde han.

- Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, at det ændrer noget i forhold til at få en startposition. Men en mand, der scorer mål, kan man aldrig helt overse, så han vil være en option for træneren, når det ikke kører for holdet. Der er han rykket længere frem, for to mål på udebane i Champions League rykker altså ved noget, siger Elkjær på TV3+.

Martin Braithwaite er på det seneste sat i forbindelse med en række klubber i forhold til at skifte væk fra FC Barcelona.

Det kan du læse mere om her.

/ritzau/