Martin Braithwaite ligner en mand, der er på overskudslageret i FC Barcelona.

Men ikke desto mindre er danskeren en populær herre, som der er bud efter.

I hvert fald hvis man skal tro den store catalanske avis Sport.

Ifølge mediet er hele tre Permier League-klubber interesserede i den 29-årige dansker.

Martin Braithwaite fik syv minutter på banen under lørdagens nederlag til Atlético Madrid.
Martin Braithwaite fik syv minutter på banen under lørdagens nederlag til Atlético Madrid. Foto: GABRIEL BOUYS
Vis mere

Allerede i sommer bragte West Ham sig selv på banen som en seriøs bejler til Martin Braithwaite, men nu er klubberne West Bromwich og Leeds også meldt som mulige destinationer for den danske angriber.

Sport skriver også, at der er blevet barberet 300 millioner euro (svarende til 2,2 milliarder kroner) af Barcelonas lønbudget sammenlignet med sidste sæson, og derfor bliver det vigtigt at komme af med danskeren, der ellers må anses som værende en marginalspiller. Formentlig både i sportslig og lønmæssig forstand.

Braithwaite er bare ikke intesseret i at skifte, som det ser ud lige nu.

Danskeren ser det angiveligt stadig som en kæmpe mulighed at spille i en af verdens største klubber, og her har han tænkt sig at vokse – også selv om FC Barcelona har brug for pengene, hvis man skal kunne hente spillere som eksempelvis Memphis Depay, som står øverst på træner Ronald Koemans ønskeseddel.

Ifølge mediet håber den catalanske storklub at kunne sælge Martin Braithwaite for et beløb i omegnen af 15 millioner euro – eller cirka 111 millioner kroner.

I sin tid gav FC Barcelona 18 millioner euro for Braithwaite, hvilket svarer til 134 millioner kroner.

Det er også en mulighed for Braithwaite at skifte tilbage til nedrykkede Leganés, skriver Marca, som også nævner interesse fra La Liga-klubber.