Søndag i sidste uge tog tidligere FCK-manager Ståle Solbakken bladet fra munden i et opsigtsvækkende interview med TV3+ om sin fyring, og han lagde på ingen måde skjul på sin kritik af FC Københavns ledelse.

Nordmanden kritiserede blandt andre den midlertidige sportslige leder, William Kvist, og fortalte, at han ikke havde forudsætninger for at udfylde rollen, at han også var ude på alt for dybt vand, samt at det var synd for ham.

Tidligere AC Horsens-manager og nuværende tv-ekspert Bo Henriksen tøvede ikke med at kalde Ståle Solbakkens udbrud for et af Superligaens største karaktermord nogensinde.

Lørdag, dagen efter offentliggørelsen af Peter 'PC' Christiansen som den nye sportsdirektør i klubben, gav William Kvist så et interview for første gang, siden Ståle Solbakken gik på skærmen, og den midlertidige sportslige leder gjorde en dyd ud af ikke at kaste mudder tilbage i hovedet på sin tidligere træner.

Ståle Solbakken langede hårdt ud efter Kvist søndag.
Ståle Solbakken langede hårdt ud efter Kvist søndag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvordan har du set på det interview?

»Lige omkring Ståle har jeg ikke yderligere faktisk. Jeg vil sige det på den måde, at vi har egentlig svaret på det i pressemeddelelsen efter interviewet, og der har jeg ikke yderligere at sige. Nu har vi brug for at se fremad, og jeg ved godt, at det er lidt kedeligt, og man kan hurtigt få lyst til at svare på en masse ting, og lige nu kan du igen se på mine øjne, at jeg bruger 24/7 og al min energi og fokus på at få holdet og klubben det rigtige sted hen,« siger William Kvist.

Han siger, du ikke har kompetencer til at være i den rolle, du er i nu. Har du ikke det?

»Jamen igen, jeg har ikke nogen kommentarer til de ting i forhold til de udmeldinger. Det må stå for egen regning.«

Også det med, at du er ude på for dybt vand?

»Ja.«

Gør det ikke lidt ondt, at du har haft ham som træner i så lang tid, og at han taler sådan om dig. Det er jo ikke i så pæne vendinger?

»Jo, men jeg vil virkelig gerne lade være med at bruge tid på det. Man kan hurtigt få lyst til at sige en masse ting. Men igen, jeg bruger virkelig min tid på at få klubben vendt rundt i stedet for at støve et eller andet op igen. Hvem ved, om vi om noget tid skal snakke om det igen, men lige nu har vi brug for at holde snuden i sporet, og hvem ved, om I ikke kan komme forbi igen, når jeg sidder som gammel mand,« forklarer William Kvist og tilføjer:

»Jeg ved godt, at det kunne være rigtig interessant at få nogle overskrifter på det, men det ønsker jeg egentlig ikke at deltage i.«

Har du snakket med ham efterfølgende?

»Nej, det har jeg egentlig ikke. Igen, jeg har ikke nogen kommentarer til Ståle, for lige meget hvad jeg siger i øjeblikket, bliver det en overskrift. Så jeg har ikke yderligere kommentarer omkring Ståle-tingen,« slutter William Kvist.

Peter 'PC' Christiansen overtager rollen som sportslig leder i FC København for William Kvist, når han senest 1. april indtræder som sportsdirektør i klubben.