Brøndbys polske angriber Kamil Wilczek kunne ligesom resten af Superliga-anførerne bære et regnbuefarvet anførerbind tilbage i sjette spillerunde.

I opgøret mod AaB havde han også LGBT-bindet på. Men det var faktisk ikke med hans gode vilje. Det fortæller han om i et polsk tv-program.

»I Danmark er beskyttelsen af homoseksuelle på et højere niveau end i andre lande. Det kan mærke, og de prøver ofte at påtvinge andre den stil. Det passer ikke alle. Jeg kan ikke lige at blive pålagt ting. Jeg har mine holdninger. Det betyder ikke, at jeg kan lide nogle mere end andre,« forklarer Wilczek i programmet Po Gwizdku.

Wilczeks lejr har efterfølgende tilføjet, at han ikke behøver noget bind eller flag for at vise, hvorvidt han respekterer nogen eller ej.

Det var i forbindelse med Copenhagen Pride, at DBU gik sammen med Kvindedivisionsforeningen, Spillerforeningen og Divisionsforeningen og tog afstand fra homofobi og andre former for diskrimination i dansk fodbold. Det blev markeret med regnbuefarvede hjørneflag, ligesom klubbernes anfører fik mulighed for at bære det regnbuefarvede anførerbind.

Den 31-årige angriber forklarer i programmet også, hvordan man i Danmark bliver set ned på, hvis han ikke offentligt markerer sin støtte til eksempelvis LGBT, der kæmper for rettigheder for blandt andre lesbiske, homoseksuelle og biseksuelle.

»Med danskere er det sådan, at hvis du ikke gør det, så vil de gøre dig til en homofob eller en dårlig person. De tror, at du er uenig i det, de tror på. På et tidspunkt prøvede de bare at pålægge mig noget. Jeg kunne ikke lide det. Det handlede om farverige anførerbind,« fortæller polakken og tilføjer:

»Jeg har ikke et problem med det, men jeg kan ikke lide, når nogen pålægger mig det.«

Kamil Wilczek endte i sidste ende med at bære det regnbuefarvede anførerbind. Her ses han sammen med AaBs anfører Lucas Andersen.
Kamil Wilczek endte i sidste ende med at bære det regnbuefarvede anførerbind. Her ses han sammen med AaBs anfører Lucas Andersen. Foto: Anders Kjærbye/ Ritzau Scanpix
Vis mere

Kamil Wilczek endte dog alligevel med at bære det farverige anførerbind under opgøret mod AaB. Et opgør, Brøndby i øvrigt vandt 2-1.

»Jeg gjorde en undtagelse, fordi jeg ikke kan lide, hvordan nogen mennesker opfører sig over for andre.«

Tilbage i foråret blev både OB og Brøndby idømt Superliga-historiens første bøder for homofobiske tilråb. I begge tilfælde var de rettet mod FC København-stjernen Viktor Fischer.

Kamil Wilczek har været en af efterårets helt store profiler. Han topper således Superligaens topscorerliste med hele 17 scoringer.