Det rører naturligvis FC Københavns stjernespiller Viktor Fischer dybt, at han har modtaget beskeden om, at det tidligere store fodboldtalent Per Weihrauch er gået bort i en alder af bare 32 år.

De to kender hinanden fra Viktor Fischers tid i Holland som ung spiller i Ajax, og det var hans tidligere agent Søren Lerby, der førte dem sammen ved at tilknytte Weihrauch som en støtte for de udenlanske spillere i sit firma.

Den tid, de havde sammen, var nok til, at Viktor Fischer blev dybt berørt over at sætte nogle ord på Weihrauchs bortgang.

»Jeg synes, at det er en fuldstændig skrækkelig nyhed. Jeg har kendt ham en lille smule, også lidt nede fra Holland. Jeg ved ikke, hvad årsagen er. Jeg håber, at hans familie er okay. Han var en dejlig dreng,« siger Viktor Fischer og fortsætter:

»Jeg mødte ham gennem Sørens firma, og han var en ekstremt behagelig mand, og jeg er enormt ked af, at han er gået bort. Det havde han ikke fortjent, og jeg håber, at hans familie efter omstændighederne har det ganske okay,« lyder det fra Viktor Fischer, inden det blev tydeligt for alle, at han i det øjeblik ikke kunne sige mere om det tragiske farvel til Per Weihrauch.

Det kunne han til gengæld sagtens om den kamp, han lige havde spillet.

Sammen med holdkammeraterne vandt Viktor Fischer igen søndag eftermiddag, da Lyngby blev sendt hjem fra Parken med et nederlag på 2-4.

Her var Fischer afgørende med en flot assist til Jonas Winds føringsmål.

»Jeg er kongen af at tale mig selv op. Det ved I godt. Jeg har en god følelse, og jeg synes, at jeg kunne have været endnu bedre i dag, men kampen ville det ikke helt, og det må jeg respektere. Hvis kampen havde udviklet sig lidt anderledes, og vi havde været lidt stærkere i den periode, hvor vi kommer foran 2-0, så tror jeg også, at jeg havde fået mere med fra denne kamp, men jeg fik trods alt noget, og jeg skal nok arbejde mig stille og roligt op,« siger Fischer om sin indsats.

I kampen kom FCK foran 2-0, men Lyngby kom overraskende tilbage med et flot comeback efter pausen, inden hjemmeholdet igen fik lavet to mål.

»Det var dejligt at få tre point og score så mange mål. Jeg havde virkelig gerne set, at vi for det første havde startet kampen bedre, og at vi efter 2-0 kom ud til anden halvleg og var endnu stærkere, så vi kom ud med det udtryk, vi havde det sidste kvarter af første halvleg,« siger Fischer og fortsætter:

»Men vi viser jo, at da Lyngby kommer på 2-2, er vi et bedre hold. Vi skal lige finde den tro på, at vi også er det, når den står 2-0 eller 0-0. Vores udtryk skal være stærkt, lige meget hvad der står i kampen,« forklarer han og sætter nogle ord på tiden efter Ståle Solbakkens fyring i FC København.

To sejre og et nederlag er det blevet til.

»Hvis vi kigger tre uger tilbage, så tror jeg, at vi havde skrevet under på, hvor vi er nu. Vi er i en stærk situation, og resultaterne vil, hvis vi bliver ved med at hente point, flaske sig for os. Vi ligger, hvor vi gerne vil, men vi skal blive ved med at holde skruen lige i vandet. Vi skal derudad, og vi skal blive endnu bedre hele tiden. Det tror jeg også, at vi bliver. I dag synes jeg, at der er en negativ ting, fordi vi ikke spiller godt i perioder, men vi vinder 4-2 på en dag, hvor vi heller ikke gør det så godt. Det tror jeg ikke, vi havde gjort for fire uger siden. Og det er virkelig vigtigt at tage med.«

Og i det videre forløb er det med Jess Thorup i spidsen for klubben.

»Jeg har ikke hørt, at det skulle være officielt, jeg har læst rygterne ligesom alle andre. Jeg ved nothing. Vi er helt blanke. Der er sikkert andre på holdet, der ved noget. Jeg ved ikke en skid,« siger han og fortæller om sit kendskab til træneren, han havde ved U21-slutrunden i 2015:

»Jeg kender ham ikke bedre end den U21-slutrunde og den tid, han havde i FC Midtjylland, hvor han også var stærk. Og så ved jeg, at han har gjort det ganske, ganske godt i Belgien. Andet ved jeg ikke om ham, og andet tør jeg ikke sige. Han er en kapacitet, men ellers vil jeg vente med at sige mere,« slutter Fischer.