Et sølle point i forårets to udebanekampe i Jylland mod bundholdene Esbjerg fB og Silkeborg IF betyder, at FC København halter hele ni point efter FC Midtjylland.

Det er alvorligt, mener Ståle Solbakken, som efter 1-1-kampen i Silkeborg blev spurgt ind til en for FCK'erne grim statistik, som viser, at hans hold i seks af de seneste syv kampe er kommet bagud.

Det har skabt en ond cirkel, hvor modstanderne i højere grad kan lukrere på kontraangreb og overlade initiativet til FCK. Og det har holdet haft svært ved at håndtere.

»Aldrig har vi været mere på bolden i FCKs historie end i denne sæson. Og det er ikke nødvendigvis godt,« siger Solbakken til Canal 9 med reference til, at det er tegn på, at det ofte er FCK, der skal jagte et resultat efter at være kommet bagud.

Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Og det kan skabe svære situationer, påpeger FCK-træneren:

»Der er to måder, modstanderne skaber chancer mod os: Det er på dødbolde og på kontraer. Alle Celtics chancer var på kontra-angreb, hvor vi havde lavet en fejl eller mistet bolden. Den taktik er meget nemmere at gennemføre, hvis man er kommet foran.«

Ståle Solbakken var trods point-tabet mod Superligaens bundhold alt i alt tilfreds med sit holds indsats på kunstgræsset, og vil ikke bruge for meget krudt på at tænke på mesterskabskampen, hvor der er dømt fordel til FC Midtjylland.

»Vi kan ikke tænke på tabellen. Vi er nødt til at score først og vinde fodboldkampe. Det kan ikke sammenlignes med anden halvleg mod Esbjerg,« siger FCK-træneren med henvisning til sidste uges 1-0-nederlag i Esbjerg.