16 år.

Så længe siden er det, at Brøndby senest vandt det danske mesterskab. Da Superliga-pokalen sidst blev hævet på Vestegnen, hed cheftræneren Michael Laudrup.

Netop Brøndbys seneste mestertræner lyder en smule uforstående, når snakken falder på hans tidligere arbejdsgiver og den tørke, som klubben har oplevet de seneste mange år.

»Det er jo helt vildt at tænke på, at det er 16 år siden, de sidst har vundet et mesterskab. Men det sker bare i fodbold, og vi har set det flere steder i Europa. Liverpool er et godt eksempel. Det tog også rigtig mange år, før det lykkedes dem at vinde Premier League,« siger den 56-årige fodboldlegende til B.T.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby kan afslutte den kedelige mesterskabstørke i denne sæson, hvor Niels Frederiksens tropper inden søndagens derby blot er ét point efter FC Midtjylland med tre runder tilbage af Superligaen og dermed ni point at spille om.

Michael Laudrup, der ud over mesterskabet i 2005 sikrede Brøndby tre andenpladser på fire sæsoner, ser en klar forskel på sit eget hold og Niels Frederiksens nuværende mesterskabsaspiranter.

»Det er svært at sammenligne de to hold. Jeg synes først og fremmest, at Brøndby spiller på en lidt anden måde nu, end vi gjorde dengang,« siger Laudrup, inden han letter på hatten over Niels Frederiksens arbejde.

Michael Laudrup stod i spidsen for Brøndby fra 2002 til 2006.
Michael Laudrup stod i spidsen for Brøndby fra 2002 til 2006. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg synes, det er flot, at Brøndby har udfordret Midtjylland hele vejen i denne sæson, og det virker til, at der bliver kamp til det sidste minut. Så må vi se, hvem der ender med at vinde, når der skal sættes to streger under sæsonen, siger Laudrup, inden han sender tankerne tilbage til en famøs aften i Horsens for tre år siden.

»Nu er de (Brøndby, red.) her igen, og så er spørgsmålet, om det bliver en bedre sæsonafslutning end for et par år siden, hvor Brøndby også spillede med om mesterskabet til det sidste,« lyder det afsluttende fra Laudrup.

Det er i Parken, Brøndby møder FC København søndag eftermiddag. Kampstart er klokken 16. Du kan som altid følge kampen LIVE på bt.dk.