Han er brandvarm for tiden, Nicklas Helenius.

Fire kasser i tre kampe i kølvandet på en sæson, hvor Silkeborg-stjernen blev kronet som Superliga-topscorer, er blot noget, der gør drømmen om et – nyt – udlandsskifte endnu mere realistisk for den 31-årige konge af Superligaen.

For Helenius, der tidligere har været i engelske Aston Villa, lægger ikke skjul på, at planen er lagt for en karriere, hvor Silkeborg ikke er endestationen.

»Det er planen at komme til udlandet igen. Jeg har en drøm om det, og jeg har ikke lagt skjul på det, hvis det er muligt. Men det skal være det rigtige, for jeg har det pissegodt her i Silkeborg.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Planen med mit skifte til Silkeborg var at komme hertil og forhåbentligt gøre det så godt, så man kan få et udlandseventyr. Det har hele tiden været planen, og Silkeborg har også vidst det fra dag et af,« fortæller Helenius i kølvandet på 2-0-sejren over Brøndby IF i tredje runde af Superligaen.

Transfervinduet går mandag ind i sidste måned inden lukketid, men trods drømme om et udlandsskifte kommer den 31-årige angriber ikke til at presse noget igennem.

»Det er ikke kun op til mig. Jeg tager heller ikke bare af sted for at komme af sted. Jeg er meget rolig omkring det, og min agent og jeg har styr på det, og vi ved, hvad vi vil – og ellers har jeg det godt,« siger Helenius, der afviser, at hans lidt fremskredne alder tvinger et skifte tættere på.

»Fodboldspillere bliver også ældre og spiller længere tid på et højt niveau, og jeg føler selv, jeg er i min bedste form nogensinde. Det tror jeg også på, at jeg kan holde i flere år endnu.«

Mens udlandet kalder på Helenius, så er det heller ikke utænkeligt, at større danske klubber med større lønposer kan finde interesse i topscoreren.

Kunne du se dig selv i en af de større danske klubber?

»Det har jeg ikke tænkt på. Men man skal aldrig sige aldrig. Det handler om den følelse, der er. Hvordan kommer klubben til dig, hvad synes og tænker de om dig og sådan. Lige nu har jeg det pissegodt her og er hos et tophold her i Silkeborg.«

Helenius har kontrakt med Silkeborg frem til sommeren 2024.