Nicklas Helenius er lige nu kong Midas af Superligaen.

Alt han rører ved, bliver til guld, og det fik Brøndby at mærke søndag, da Silkeborg-stjernen uden problemer sparkede Silkeborg på 1-0 i det syvende minut i en kamp, der udviklede sig særdeles underholdende.

Brøndby var godt med og havde chancer til at score, men skarpheden manglede, og det blev afgørende for, at Silkeborg kunne lukke og slukke til 2-0 til sidst i kampen. Nu er Silkeborg nummer et i Superligaen med syv point efter tre kampe, mens Brøndby er nummer ni med tre point.

Herunder kan du læse B.T.s dom over kampen.

Hold nu op, hvor er han sprængfyldt af selvtillid – og søndag bragede han sit fjerde sæsonmål ind i sin tredje kamp!

Der var ikke én eneste på stadion, der var i tvivl om, at Silkeborg-stjernen ville sende bolden i kassen, da han efter syv minutter udnyttede en Vallys-aflevering og svag Brøndby-opdækning til at lægge bolden helt op ad stolpen, så VM-bobleren Mads Hermansen akkurat ikke kunne nå at holde bolden ude.

Ham her er altafgørende for Silkeborg, for han er farlig næsten hver gang, bolden er i nærheden af ham – og det bliver en gyser at følge det resterende af transfervinduet, for interessen vil uden tvivl være der for Helenius, som har luftet tanker om et udenlandsskifte. Han krydrede endda en stærk indsats med en redning på stregen.

Karakter: 5

Det var en helt og aldeles frygtelig start på kampen, som den noget tunge norske Brøndby-stopper fik.

Efter syv minutter leverede han en slap opdækning af sprængfarlige Helenius, der som en glubsk labrador under køkkenbordet slog til og udnyttede nordmandens uopmærksomhed. Siden kom han aldrig rigtig i gang og så tung ud i flere omgange på kunstgræsset – han fik dog heller ikke meget hjælp af makker Henrik Heggheim, som heller ikke imponerede i Brøndby-midterforsvaret.

Karakter: 2

Silkeborg 4-3-3
Nicolai Larsen 3
Rasmus Carstensen 3
Joel Felix 2
Tobias Salquist 4
Lukas Engel 4
Mark Brink 3 (ud efter 90)
Anders Klynge 4 (ud efter 90)
Stefan Thordarson 3 (ud efter 68)
Sebastian Jørgensen 3 (ud efter 68)
Nicklas Helenius 5
Nicolai Vallys 4 (ud efter 79)
---
Andreas Oggesen 3 (ind efter 68)
Søren Tengstedt 3 (ind efter 68)
Mads Kaalund UB (ind efter 79)
Pelle Mattsson UB (ind efter 90)
Frederik Carstensen UB (ind efter 90)

Brøndby 4-1-2-1-2
Mads Hermansen 3
Sebastian Sebulonsen 3
Henrik Heggheim 2
Sigurd Rosted 2
Blas Riveros 4
Joe Bell 3
Mathias Greve 2 (ud efter 63)
Anis Slimane 3
Peter Bjur 2 (ud efter 63)
Marko Divkovic 3 (ud efter 82)
Simon Hedlund 2
---
Christian Cappis 3 (ind efter 63)
Mathias Kvistgaarden 3 (ind efter 63)
Yousef Salech UB (ind efter 82)

Mandag morgen går vi ind i transfervinduets sidste måned, og i begge lejre bliver det en voldsomt afgørende måned – men af helt forskellige årsager.

Manglerne på Brøndby-holdet viste sig nok en gang tydelige i kampen mod Silkeborg: Der mangler noget offensiv firepower og kreative spillere, der kan afgøre kampe på egen hånd og få aktioner. Og det vil Mikael Uhre-savnende Brøndby-fans hungre efter – helt ind til transfervinduet smækker i.

Omvendt nervøse må Silkeborg-fansene være. Lige nu har Kent Nielsen en særdeles velfungerende trup med en fast stamme, han sværger til. Men de stærke præstationer medfører interesse fra større klubber, og derfor kommer Silkeborg-fansene til at bide negle, når de større klubber frem mod vinduets lukning vil skrue op for charmen i et forsøg på at lokke Silkeborg-profiler som Nicolai Vallys, Tobias Salquist og Nicklas Helenius med hjem.

Silkeborgs Tobias Salquist er godt nok kun 27 år, men allerede søndag indledte han forberedelserne til livet efter fodboldkarrieren. For den stærkt spillende midtjyske profil begav sig ud i en storladen udgave af svanens død, da Brøndbys tydelig frustrerede Simon Hedlund skubbede Salquist i brystet efter appeller for et straffespark.

Hedlund var blevet nedlagt i feltet og var helt overbevist om, at han skulle have straffe, så da dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen vinkede afværgende, var Hedlunds frustrationer ikke til at undgå at bemærke – akkurat som var en dåse surströmning åbnet på plastikplænen. Det opdagede Salquist, der hurtigt gav et par bemærkninger med til Hedlund, som endte med at få et gult kort – og så fortsatte de to en intens duel resten af kampen.

Brøndby leverede en strålende indsats i midtugen, hvor man smadrede sig videre i Conference League, og i næste uge skal de op på hesten igen, når schweiziske Basel kommer forbi Vestegnen torsdag. De skal arbejde på at få melodien med over i Superligaen, for to nederlag på to kasser i træk er ikke godkendt.

Silkeborg kan nu kalde sig tophold i Superligaen – de kan dog overhales af FC Nordsjælland, som spiller mandag aften og kan tage førstepladsen.