Superligaen blev torsdag genstartet, men det var ikke alle, der fik den fulde fornøjelse med.

Således beretter flere brugere på det sociale medie Twitter, at de oplevede sort skærm gennem streamingstjenesten Dplay - vel at mærket mens AGF og Randers FC spillede.

Og det har fået brugerne op i det røde felt.

'Totalt håbløst', 'Hold op hvor er det elendigt' og 'Er det virkelig det, vi betaler for?' er blot et udpluk af de tweet, der lige nu florerer på Twitter.

Hos Discovery bekræfter man fejlen, der har generet flere fodboldfans her til aften.

»Det er korrekt, at nogle har oplevet udfald på kampen i aften. Det er selvfølgelig dybt beklageligt og ikke godt nok,« siger Lena Bøgild, pressechef for Discovery,

Hun uddyber videre, at forbrugerne enten har oplevet signalfejl, eller at billederne og lyd var ude af sync.

Hos Discovery har man arbejdet på højtryk for at lokalisere og løse fejlen, som ifølge Lena Bøgild er opstået på forskellige devices, altså apparater. Ikke alle forbrugere har derfor oplevet nedbrud, påpeger Discovery.

»Lige meget hvad skal det ikke ske. At nogle oplever fejl, er ikke godt nok. Det skal fungere for alle. Vi ønsker kun, at folk får den bedste oplevelse - især efter en lang periode uden livesport.«

Seneste melding er, at fejlen skulle være løst.

Hvordan den opstod og på hvilke devices, fejlen opstod på, vil man nu undersøge nærmere, lyder det.

Superliga-genstarten endte i øvrigt med en deler mellem AGF og Randers FC. Cifrene blev 1-1.