Sebastian Hausner gjorde nok klogt i ikke at tjekke de sociale medier efter torsdagens Superliga-drama.

For efter en alt for kort tilbagelægning af AGF-profilen, hvorefter Brøndby-angriberen Mikael Uhre opsnappede bolden og sendte den i kassen til slutresultatet 1-2, blev den 21-årige fodboldspiller lagt for had på de sociale medier.

Trusler, beskyldninger om matchfixing og nedsættende kommentarer blev sendt i retning af den unge forsvarsspiller.

Noget, der efterfølgende gjorde, at klubben måtte slette adskillige kommentarer på flere af dens platforme. Det oplyser Søren Højlund Carlsen, der er kommunikationschef i AGF, til B.T.

Sebastian Hausner (yderst til venstre) under torsdagens kamp.
Sebastian Hausner (yderst til venstre) under torsdagens kamp. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det var voldsomt i går efter kampen. Det var nedsættende betegnelser fra ordbogens grimmeste side, og det skal stoppe! Vi skal tale ordentligt til hinanden, ellers er der ingen, der gider at tale sammen til sidst,« skriver han i en sms og tilføjer:

»Den nærhed, som fansene og klubberne hylder i Superligaen, er på spil, når tonen bliver så hård, som den var i går. Det gider vi ikke at stå model til.«

Netop derfor røg Søren Højlund Carlsen da også til tasterne, da slutfløjtet lød torsdag aften i et forsøg på at gøre op med en hårde tone, der hersker på de sociale medier.

'Jeg er ikke sart – ej heller mine kollegaer. Men den skidtspand, der hældes ud over Hausner her til aften, er beskæmmende,' skrev han blandt andet i et Twitter-opslag.

Mikael Uhre udnyttede Hausners fejlaflevering og lagde bolden i kassen.
Mikael Uhre udnyttede Hausners fejlaflevering og lagde bolden i kassen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dagen derpå er det dog vigtigt for ham at understrege, at torsdagens kritik ikke var rettet mod AGF-fans, men i stedet andre fodboldfans, der havde en aktie i kampen:

»Hvis man ønsker, at vi klubber er tilgængelige på de sociale medier, så er tonen vigtig. For vi er ikke til stede for enhver pris.«

Med torsdagens sejr kan Brøndby for første gang i 16 år løfte Superliga-trofæet mandag, hvis FC Nordsjælland besejres på Brøndby Stadion.

Et uafgjort resultat kan også gøre det, men så er de blå-gule afhængige af andre resultater. Blandt andet, at FC Midtjylland ikke besejrer netop AGF hjemme på MCH Arena.

Du kan følge den dramatiske afslutning på Superligaen her på bt.dk, når sidste runde i mesterskabsspillet afviklet mandag klokken 17.