Troels Bechs tjans som træner i Esbjerg bliver en af de korteste karrierer i Superligaens historie.

For når Esbjerg sparker den nye sæson i gang på den anden side af sommerferien, bliver det uden tvivl ikke med Troels Bech som træner.

Heller ikke selv om træneren, der tirsdag blev præsenteret i klubben, sikrer sydvestjyderne overlevelse.

Det siger Troels Bech torsdag til B.T., da han får serveret syv skarpe spørgsmål.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Du kommer nærmest direkte fra mere end et års badeferie uden kontakt til fodboldverdenen. Hvordan er du i stand til at skulle redde Esbjerg?

»Det er heldigvis ikke mig, der skal redde Esbjerg. Det er et samarbejde mellem spillere og trænerskab. Man har altså vurderet, at jeg godt kan lave et samarbejde. Og nu har jeg været hjemme i tre måneder, hvor jeg har fulgt en hel del med, ligesom jeg gjorde på ferien, fordi fodbold er så stor en del af mig.«

Kontrakten med Esbjerg må være en af de korteste trænerkontrakter i Superligaens historie. Hvorfor committer du dig ikke længere?

»Det er en generel overvejelse, når man risikerer nedrykning i en klub. Der er også nogle økonomiske overvejelser i denne corona-tid. Derudover skal jeg give mig selv 110 procent, og det skal jeg teste over en overskuelig periode, om jeg kan.«

Er det planen, at du skal blive i Esbjerg, hvis I overlever og fortsætter tilværelsen i Superligaen?

»Nej, det er det ikke. Det er ikke planen. Men det var heller ikke planen for halvandet døgn siden, at jeg skulle køre fra træning lige nu. Der er ingen overvejelse fra min side af omkring næste sæson.«

Betyder det her, at du er tilbage i fodboldverdenen 'for real'?

»Det her siger ikke noget om, hvor længe jeg er tilbage. Men det kan ikke blive mere 'for real', end at vi har en kamp mod Randers i morgen. Men jeg har lige siden, jeg stoppede i Brøndby, tænkt over, om jeg skal tilbage, og hvad mine kvaliteter kan bruges til. Det her er en god måde at teste, om det skal være træner- eller ledelsesvejen.«

Det var spillertruppen og ikke ledelsen, der ville af med Lars Olsen. Hvordan har du det med sådan en spillermagt?

»Nu har jeg ikke førstehåndsviden. Men som jeg har forstået det, så er det ledelsen, der bestemmer, og de ønskede, at Lars skulle fortsætte. Så det har været hans egen beslutning at stoppe. Men truppens reaktion er selvfølgelig noget, vi skal være opmærksomme på.«

Du har været seks år væk fra trænergerningen og kommer lige fra en jordomrejse. Du har selv været sportsdirektør. Med det cv, havde du så ansat dig selv?

»Jeg er glad for, at jeg ikke har været i ledelsens sko. Jeg kan levende sætte mig ind i den vanskelige situation, det har været. Det er også grunden til, jeg gerne vil være med. Jeg prøvede noget lignende med Thomas Frank i Brøndby. Der pegede jeg på Auri Skarbalius. Han havde erfaringen fra Superligaen, så jeg har lavet noget, der minder om det. Men om jeg havde ansat Troels, det ved jeg ikke.«

Fra sportsdirektør og chef for træneren i en klub, der er blandt de to største i Danmark, til træner hos en måske kommende nedrykker på en ultrakort kontrakt. Skulle du ikke bare være blevet i Brøndby?

»Hvis jeg kun så det som karrieremove, ville det give god mening at være blevet. Skal jeg være det levende menneske, som jeg er, er det ikke en dårlig udvikling. Jeg rater ikke, hvad der er mest interessante job, og jeg var meget glad for mine år i Brøndby.«

Esbjerg indleder jagten på overlevelse fredag på hjemmebane mod Randers FC.