Dronningen af langrend Therese Johaug løb torsdag 10 kilometer på imponerende 31 minutter og 40 sekunder.

Tiden er så god, at den opfylder VM-kravet hos kvinderne fra sidste år i Doha, der lød på 31 minutter og 50 sekunder. Det skriver NRK.

Og efterfølgende sagde Therese Johaug, at tiden overraskende hende.

»Jeg havde en drøm om at klare kravet til VM, men jeg løb et halvt minut langsommere sidste år, så jeg tænkte, at jeg måske havde sat overliggeren for højt igen i år.«

Foto: CORNELIUS POPPE
Vis mere

Den norske skiløber var flyvende allerede fra start, hvor hun løb den første runde på atletikbanen hurtigere end VM-tiden.

Derefter fulgte hun den nødvendige hastighed ved hjælp af 'en elektronisk hare' i form af lysende pærer hele vejen rundt på banen, hvilket skulle give en indikation af den nødvendige fart. Den blev igen sat op mod afslutningen.

»Det er så typisk mig bare at fyre den af i starten. Jeg havde besluttet mig for at følge hastigheden og først sprinte til sidst, hvis jeg havde energien. Og det havde jeg heldigvis.«

Den 31-årige skiløber - og løber - gennemførte sidste år samme distance på 32 minutter og 30 sekunder. Altså 50 sekunder langsommere.

Foto: NTB SCANPIX
Vis mere

Torsdag var det derfor en lettet Therese Johaug, der krydsede målstregen. 'Wooooooh! Jaaaaaaa!' udbrød hun efter to hurtige afslutningsrunder, der sikrede VM-tiden og en personlig rekord.

Faktisk var tiden så god, at den ville have udløst EM-guld i 2018 og VM-bronze i 2019. Men den snart 32-årige norske sportsstjerne er bevidst om, at det vil være helt anderledes at løbe i et felt af flere løbere med mere 'pufferi og skubberi'. I går løb hun alene.

»Jeg ved, at det kan gå langsommere ved et mesterskab, fordi det handler om medaljer. Jeg tror ikke, at man skal sammenligne de tider, men det er absolut muligt, at jeg kunne være med i feltet,« siger Therese Johaug til Dagbladet.

Hun er ligeledes ekstremt god, når hun skifter løbeskoene ud med skiene i langrend. Her har hun således hentet syv VM-guld samt en enkelt OL-guldmedalje.