Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Nicolai Jørgensen er trist over at skulle sige farvel til FC København.

B.T. kunne onsdag afsløre, at angriberen er færdig i klubben efter kontraktudløb i denne måned, og efterfølgende annoncerede klubben hans exit.

Nu sætter han flere ord på afskeden.

»Jeg er lidt ked af beslutningen, for jeg ville super gerne blive i FCK, også i forhold til, hvor jeg er i min karriere nu. Men der er ikke noget at gøre ved det,« siger Nicolai Jørgensen og tilføjer:

»Da jeg kom tilbage, var det virkelig et boost. Ikke kun i forhold til fodbold, men også i forhold til fansene, der var med til at starte det hele. Det har virkelig været specielt, og jeg har ikke fortrudt noget. Nu er der en afklaring, så jeg nu kan fokusere på, at jeg skal finde noget andet. Men det er klart, at det var en lidt kedelig besked at få,« siger han og forklarer, at han har haft et par dage til at tygge på sportsdirektør Peter Christiansens beslutning.

»Jeg fik beskeden af 'PC' mandag, så det er også nyt for mig, at der ikke skulle blive forlænget.«

Nicolai Jørgensen åbner også for, at han var villig til en billigere aftale for FC København, men at det aldrig kom til forhandlinger om en ny kontrakt.

»Nej, det gjorde det ikke. Jeg var faktisk villig til at gå meget ned i løn for at blive, fordi jeg virkelig havde nydt at være derinde i det halve år, og jeg er jo en stor del af klubbens historie med mange vundne trofæer og er en af de danske drenge, som fansene kender og holder af, og derfor var økonomien ikke vigtig for mig. Det var at kunne tage nogle år mere og nyde fodbolden i FCK,« lyder det fra Nicolai Jørgensen, der også gav afkald på mange penge for at komme tilbage til FC København i vinter.

Den 31-årige tidligere landsholdsspiller var på kontrakt i tyrkiske Kasimpasa, som han fik ophævet kontrakten med til fordel for sin klub i Danmark.

»Det havde selvfølgelig nogle konsekvenser, at jeg tog hjem, både sportsligt og økonomisk, men jeg har virkelig ikke fortrudt. Det har været alle pengene værd at komme hjem og spille i den klub, man virkelig elsker og kunne mærke kærligheden fra klubben og holdkammeraterne. Det har jeg virkelig nydt.«

Facit er, at det denne gang blev til ni Superliga-optrædener med et mål til følge, og det er ikke helt tilfredsstillende for angriberen, der i slutningen af sæsonen var skadet grundet en skade mod Brøndby 8. maj.

Han mener dog, at FC København kunne have fået mere ud af ham, hvis han havde spillet mere.

»FCK vidste jo godt, at jeg skulle bruge noget tid på at komme i form, men det blev ret svært, i og med at jeg hele tiden røg ind og ud af holdet. Derfor kunne jeg godt have fået mere ud af det, men det havde krævet mere tillid fra Jess Thorup, end jeg fik.«

Gjorde du opmærksom på det?

»Ja, det gjorde jeg. Jeg havde også en lang samtale med 'PC' inden Brøndby-kampen. Der havde jeg kæmpet mig tilbage i startopstillingen og arbejdet super hårdt og spillede også en god kamp, men der er jeg så uheldig og bliver skadet. Det er klart, at hvis jeg havde fået lidt længere snor, er jeg sikker på, at det var blevet til mere, end det gjorde for mit vedkommende på banen. Men det er, som det er. Personligt kunne det godt være blevet til mere, men sportsligt var det jo fantastisk med et mesterskab. Det er det vigtigste.«

Dermed er Nicolai Jørgensen fri til at finde en ny klub, og angriberen, der også var i FC København fra 2012 til 2016, slår fast, at en anden dansk klub ikke kan blive en mulighed.

»Jeg kommer ikke til at fortsætte i Danmark. Jeg ser mig virkelig som en FCK-dreng, og det er sgu ikke, fordi jeg kan sige noget dårligt om de andre klubber i Danmark. Tværtimod har jeg stor respekt for, hvor god ligaen er blevet, og hvor meget de andre hold har rykket sig i forhold til sidst, jeg var her. Men jeg er vokset op et kvarter fra København og har boet i byen i seks, syv år og kender mange af dem, der står og støtter os hver weekend, så for mig vil det ikke være så oplagt at tage til en anden klub. Jeg holder for meget af FCK,« understreger Nicolai Jørgensen, der er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden:

»Jeg skal nok finde et godt sted i udlandet, og så må vi se, om det bliver et eventyr, eller det bliver en klub i en god liga, hvor jeg har tre, fire, fem år tilbage.«

Andre læser også