Nicolai Jørgensen er færdig i FC København.

B.T. kan afsløre, at han ikke får forlænget den aftale, der udløber om to uger.

Beslutningen er ifølge B.T.s oplysninger blevet meddelt til Nicolai Jørgensen inden for de seneste dage af sportsdirektør Peter Christiansen, og han må søge nye græsgange – uden for Danmarks grænser.

Nicolai Jørgensen har nemlig aldrig lagt skjul på, at FC Københavns er hans klub i Danmark, og han kan ifølge B.T.s kilder ikke se sig selv hos rivaliserende Superliga-kombattanter.

Den tidligere landsholdsangriber kom tilbage til den danske klub på en halvårig aftale på allersidste dag af vinterens transfervindue, efter han havde fået revet sin kontrakt med tyrkiske Kasimpasa over.

Og det overordnede formål lykkedes, da klubben sikrede sig mesterskabet. Her nåede Nicolai Jørgensen at bidrage med et mål i ni optrædener.

FC København har dog ikke ønsket at hive ham med over i Champions League-ræset og søger andre alternativer til angribere som Khouma Babacar og Mamoudou Karamako, der er på lange kontrakter.

Det slutter med 146 kampe og 52 mål for Nicolai Jørgensen i FC København, medmindre han i fremtiden igen gør comeback i klubben.

Han spillede også fire år i klubben fra 2012 til 2016, hvor Feyenoord købte ham.