Der ligger svensk transfer-'godis' og venter på den anden side af Øresund, hvis de danske Superliga-klubber stadig har lidt mønt at gøre godt med.

Så klart lyder det fra den svenske journalist og transferekspert Daniel Kristoffersson, der skriver for Expressen.

B.T.s fodboldpodcast Transfervinduet har bedt ham om at udpege de varmeste transferemner i Sverige.

1. Armin Gigovic, 18 år, central midtbane, Helsingborg

»Han har interesse fra Arsenal, Manchester City og fra meget, meget store ligaer. Der er italienske klubber, danske klubber, belgiske og hollandske klubber, som vil købe ham. Helsingborg har fået et bud på 15 millioner svenske kroner (10 mio. danske kroner, red.), men de vil ikke sælge ham for det,« siger Daniel Kristoffersson og fortsætter.

»Jeg mener, at det perfekte skridt for ham ville være ikke at tage et for stort skridt. FC København ville være det perfekte skridt for ham, for du har set gode eksempler som Ludwig Augustinsson. Det var et perfekt karrierevalg for ham. Jeg håber, at Gigovic vil gøre ligesådan og tage til FC København, før han tager til en stor liga. Men måske tager han en anden beslutning. Jeg tror, at han træffer sin beslutning inden for to uger.«

»Helsingborg er i en rigtig dårlig forfatning efter coronapandemien, så de er nødt til at sælge ham.«

Prisestimat: 15 mio. kr.

2. Daleho Irandust, 22 år, offensiv midtbane, Häcken

»Han har været med i den svenske landsholdslejr i de seneste to år, når de yngre spillere udtages. Han har været rigtig god i Allsvenskan i mange år nu, men han mangler at tage det sidste skridt for at komme til udlandet.«

»Han vil været et perfekt match for FC Midtjylland og Brøndby - eller måske FC København. Han har ikke niveauet til Holland eller Belgien lige nu, så Danmark ville være det rigtige skridt. Han er heller ikke så dyr som Gigovic. Han kunne være et kup.«

Prisestimat: 7,5 mio. kr.

3. Alhassan Yusuf, 19 år, central midtbane, IFK Göteborg

»Han er nok den bedste, og måske er han kun realistisk for topklubberne i Danmark. Jeg tror, at han kommer til at skifte til en endnu større klub. Wolverhampton, Feyenoord, Anderlecht og andre klubber kigger på ham,« siger Daniel Kristoffersson.

»Han var fantastisk i den første halvdel af sæsonen, men mere middelmådig i anden halvdel.«

Prisestimat: 22-37 mio. kr.

4. August Erlingmark, 22 år, central midtbane, IFK Göteborg

»Han ville passe helt perfekt til de danske topklubber. Han er lidt ældre end Alhassan Yusuf. Han har ikke helt samme potentiale, men han har stadig potentiale til at spille i Holland og Belgien. Den slags ligaer. Simon Tibbling er i Brøndby, og han er lidt samme type spillere - bare lidt bedre. Han har større potentiale end Tibbling.«

Prisestimat: 7,5 mio. kr.

5. Isak Petterson, 23 år, målmand, Norrköping

»Danmark har en historik med at købe svenske målmænd jo. FC København har gjort det, Jacob Rinne er i AaB og Johan Dahlin har været i FC Midtjylland,« siger Daniel Kristoffersson.

»Hans kontrakt udløber til december. Han er fjerdevalg på landsholdet. Han har været i truppen i løbet af EM-kvalifikationen. Han har haft en forrygende sæson i Norrköping. Man kan lave en rigtig god handel på en fri transfer.«

»I Sverige siger alle, at han er for lille til at blive en rigtig god målmand. Det har han hørt på i tre-fire år, at han er for lille til at få succes. Men han har været en succes i alle sæsoner.«

Prisestimat: Transferfri til vinter