I søndagens bundgyser mellem Randers FC og Lyngby Boldklub måtte spillerne blive 15 minutter ekstra i omklædningsrummet.

Kampen var blevet udsat i et kvarter, fordi en mandlig tilskuer pludselig faldt om med hjertestop og modtog behandling af redningspersonalet på tribunen.

Mandag aften kunne Randers FC give en kort status på tilskuerens tilstand:

»Vi har talt med hans kone, og hun melder, at han p.t. er i kunstigt koma, men er stabil. Vores tanker er hos ham og familien i denne tid,« skriver klubben på sin hjemmeside.

Kampens dommer, Anders Poulsen, fløjtede først kampen i gang igen, da tilskueren var fragtet ud af arenaen. En lægeambulance kørte ham efterfølgende på et hospital i Aarhus.

Randers FC's Saba Lobzhanidze scorede to mål i første halvleg i bundgyseren mod Lyngby Boldklub på BioNutira Park i Randers.
Randers FC's Saba Lobzhanidze scorede to mål i første halvleg i bundgyseren mod Lyngby Boldklub på BioNutira Park i Randers. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

Randers FC holdt føringen fra første halvleg og vandt kampen over Lyngby med 2-0. Begge mål blev scoret af georgianske Saba Lobzhanidze.

Begge klubber ligger dog stadig sidst i slutspillets gruppe 2, hvor de to dårligste hold skal spille nedrykningsspil.

Randers og Lyngby har henholdsvis otte og 10 point op til Sønderjyske på andenpladsen, som sikrer overlevelse i den bedste danske fodboldrække, Superligaen.