Marc Dal Hende var i højt humør, da han efter FC Midtjyllands sejr på 1-0 i udekampen mod AC Horsens mødte pressen.
»Det er fedt at være topscorer,« sagde midtbanespilleren med et stort smil og henviste til, at han ligesom den nu forhenværende FCM-spiller Alexander Sørloth har lavet 10 mål i indeværende Superliga-sæson.
Men selvom der var mulighed for at bade sig i egen succes, valgte Marc Dal Hende i stedet at rose medspillerne.
»Uden dem kunne det ikke have ladet sig gøre,« sagde han og røbede, at situationen, der førte til sejrsmålet var indøvet.
»Faktisk er det en detalje, som Erik (Sviatchenko, red.) har haft med hjem fra sin tid i Celtic. Vi har trænet den hele ugen, og vi var nogle stykker, der ved introduktionen var rimeligt skeptiske på, hvorvidt det var en god idé, at bruge den i kamp. Ofte er det jo sådan, at ting tegnet op på papir ser bedre ud end i virkelighedens verden. Men det virkede, og det er bare i orden,« sagde Marc Dal Hende.
Hans fuldtræffer tæt inde foran mål blev sat ind et kvarter før tid efter Jakob Poulsen i samarbejde med Gustav Wikheim under en hjørnesparks-kombination havde drevet gæk med de store og tunge Horsens-stoppere.
»Vi har i denne sæson lavet mange mål efter indøvede dødboldsituationer. Det skyldes vores trænerteam, der hver eneste dag byder ind med masser af ideer på den front,« sagde Marc Dal Hende.
Sejren betyder, at FC Midtjylland holder trit med Brøndby IF i toppen af Superligaen. Begge hold har i 27 kampe erobret 63 point.
»Det kan da godt være, at vi ikke spiller lige så godt som i efteråret. Men det er altså også svært, når banerne efter en lang vinter er alt andet end perfekte. Jeg vælger at fokusere på, at vi i vores seneste 13 kampe blot har tabt en enkelt gang, og at vi vinder på en svær udebane over Horsens,« sagde cheftræner Jess Thorup.
Han så fra sidelinien i første halvleg sin målmand, Jesper Hansen, præsterede en række store redninger.
»Nu har jeg i indeværende sæson holdt målet rent ni gange. Den statistik er jeg meget glad for. På mandag venter der en hjemmekamp mod FC København. Det bliver svært. Men det er en spændende test i et mesterskabsspil, hvor vi skal forsøge at erobre så mange point som muligt,« sagde Jesper Hansen, der er inde i billedet til en plads i den danske trup ved sommerens fodbold-VM.
»Skulle jeg vælge lige nu, er der ingen tvivl om, at jeg hellere vil vinde DM-guld end en tur til Rusland. Men selvfølgelig vil jeg også gerne med til VM, og jeg kan da håbe, at landstræneren ringer til mig engang i løbet af foråret,« sagde Jesper Hansen.
Selvom FC Midtjylland erobrede sejren og de tre point, havde AC Horsens store ære af kampen.
»FCM har vel anden halvleg, mens vi har første. Det behøver man ikke være raketforsker for at kunne se,« sagde Horsens-træner Bo Henriksen, der har målsætningen for fodboldforårets resterende ni kampe på plads.
»Vi går efter en placering i top 5, og det mener jeg er realistisk. Mod FCM får vi ført bevis for, at vi altid forsøger at gøre vores bedste. Jeg synes, vi møder velforberedte ind til kampen, og spillernes attitude er også i orden. Det er jo ikke sådan, at vi på forhånd vælger at lægge os ned, selvom det er topholdet, vi møder,« sagde Bo Henriksen.
Både AC Horsens og AFC Midtjylland fik spillere så alvorligt skadet, at der er risiko for, at de ikke kommer i aktion i næste spillerunde:
Mens hjemmeholdets Mikkel Qvist udgik med en kæbeskade, blev udeholdets Mads Døhr Thychosen trukket ud af kampen i pausen, da der var tegn på, at han kunne have pådraget sig en hjernerystelse.


