Den tidligere Superliga-spiller Martin Mikkelsen åbner i en ny TV 2-dokumentar op for, hvordan hans fodboldkarriere har været præget af stress og angst.
Lavpunktet kom en forårsdag i 2017, hvor Mikkelsen stod og kiggede sig selv i spejlet.
Han havde haft en hård periode - både i forhold til sin fodboldkarriere og privatlivet - og det havde resulteret i manglende appetit og problemer med at sove.
Og synet af en udmagret og usund mand i spejlet blev det, der fik korthuset til at vælte for Martin Mikkelsen.
»Der fik jeg den tanke, at jeg simpelthen var ved at dø,« siger han i dokumentaren ‘Jeg troede, jeg skulle dø’, der kan ses på TV 2 Play.
Martin Mikkelsen, som på det tidspunkt spillede for Hobro i 1. division, ringede til sin mor, brød ud i gråd og bad hende om at komme og hente ham.
Moren kørte herefter sin søn direkte på psykiatrisk hospital i Risskov ved Aarhus.
Her fik Martin Mikkelsen åbnet op for posen og indviede både sin mor og lægerne i de problemer, han ellers havde holdt for sig selv. Og det blev et vendepunkt.
»At række ud og overgive sig, det var virkelig lindrende,« forklarer Mikkelsen i dokumentaren.
På det psykiatriske hospital blev Martin Mikkelsen bevidst om, at han havde lidt af stress og havde en grundangst for at blive alvorligt syg, og det var den cocktail, der havde skubbet Mikkelsen ud over kanten.
I dokumentaren står Martin Mikkelsen frem sammen med den tidligere landsholdsløber Henrik Them. Begge fortæller deres historie om at opnå succes i elitesport og samtidig kæmpe med dødsangst.
Martin Mikkelsen er stadig aktiv og spiller i dag for Fredericia i 1. division.



