Alex Rasmussen kan godt mærke, der er noget galt.
Han har lige overstået en maraton-etape på Eurosport, hvor den pensionerede cykelrytter er hyret ind som ekspertkommentator til Giro d'Italia.
Der er udsolgt både fysisk og psykisk. Han har haft det dårligt i flere måneder, men den majdag i 2018, hvor solen banker ubarmhjertigt ned på parkeringspladsen i Ballerup, rammer Alex Rasmussen bunden.
Han er utilpas, men kæmper sig ud til bilen og sætter sig ind på førersædet. Og så kommer det.
Han kollapser og besvimer.
Han ved ikke præcis, hvor lang tid han er væk. Men da han er kommet til sig selv igen, ved han godt, at det her er signalet, han ikke må ignorere.
Kroppen og hovedet har sagt fra. Det er en konsekvens af, at Alex Rasmussen det seneste år har gravet sig længere og længere ned i et sort hul, siden han indstillede en turbulent cykelkarriere, hvor han vandt VM-guld og OL-sølv, men også blev stemplet som 'tyk' og 'doven' og fik en dopingkarantæne.
Han kan ikke overskue andet end at lægge sig til at sove i bilen. Udmattelsen er overvældende.
Da han vågner igen et par timer senere, ringer han til sin kone, Pernille. Han har brug for en, som har et køligt overblik og kan fortælle ham, hvad han skal gøre.
Hun dirigerer sin mand mod den psykiatriske afdeling på Regionshospitalet Viborg. Eller Regionspsykiatrien Midt, som det officielt hedder.
Uanset navnet er formålet klart. Alex Rasmussen har brug for professionel hjælp til et destruktivt sind, der har drevet ham ud over kanten.
»Jeg vil ikke sige det på den måde, at jeg overvejede selvmord. Jeg havde manglende livslyst. Sådan vil jeg hellere sige det, selvom det måske er lidt det samme. Jeg havde ikke lyst til at stå op om morgenen. Jeg blev bare ved med at køre rundt i en tanke om, at 'der er ingen, der vil lægge mærke til det, hvis jeg ikke er der i morgen',« husker 34-årige Alex Rasmussen i dag om sin tilstand.
»Jeg havde familie og en sød datter, men jeg synes bare, jeg havde brug for noget andet og mere end det. Det gjorde så, at jeg havde gået rundt med en depression uden at erkende det. Og den dag på parkeringspladsen gik jeg bare fuldstændig ned med flaget.«
»Og jeg vidste endda godt, at det ville komme, for det havde flere eksryttere advaret mig imod: Den her frygt for at være irrelevant. Jeg var ikke cykelrytter mere. Hvad var jeg så? Men selvom jeg vidste, det kom, så kunne jeg bare ikke gøre noget,« siger den tidligere cykelstjerne, der har valgt at fortælle sin historie i håbet om, at den kan forhindre andre atleter i at havne i samme situation.
Tilbage på den majdag for godt et år siden kører Alex Rasmussen fra parkeringspladsen i Ballerup og sætter kursen mod Sjællands Odde.
Han ved, at han ikke har energi nok til at køre over Storebælt. Den tur er fuldstændig uoverskuelig for ham. Så han har brug for en færge, der kan bringe ham til Jylland, og så håber han, at han kan klare det sidste stykke fra Ebeltoft til Viborg.
Da færgen har lagt til i Ebeltoft, bliver Alex Rasmussen vækket af en af de ansatte på bildækket, som står og banker på bilruden.
Han er faldet i søvn på førersædet, lige efter han er kørt om bord.
Bilerne foran ham er kørt på land, men Alex Rasmussens Audi holder stille med en sovende chauffør bag rattet.
Han får gang i hovedet og kroppen, starter bilen og kører de 100 km til Viborg.
Men da han står ude foran den psykiatriske afdeling, bliver han ramt af en trang til at vende om igen.
»Da jeg skulle ind på den der afdeling… Ufff… Jeg husker stadig, at jeg havde det sådan: 'Fuck det her, jeg er ikke syg.' Du skulle prøve at kigge på sådan en lukket afdeling en dag. Det er fandeme svært at gå derind og sige, at jeg er så syg, at jeg har brug for at være derinde bag de der dobbeltlukkede døre,« siger Alex Rasmussen.
»Jeg var virkelig tæt på bare at sige: 'Okay, det er fint nok.' Men jeg tror, jeg tvang mig selv til det, fordi det ikke var den lette udvej. Jeg tænkte, det her er kraftedeme kujonagtigt at smutte fra. Det var virkelig, virkelig ubehageligt, men nogle gange her i livet skal man tage den svære vej, fordi det på sigt ville være den bedste løsning.«
De dobbeltlukkede døre åbner, og Alex Rasmussen bliver lukket ind. Hustruen Pernille har ringet i forvejen og briefet afdelingen om, at hendes mand er på vej.
Her har hun fået et navn på en læge, som Alex Rasmussen skal tale med, og det er det navn, han giver videre til den sygeplejerske, der modtager ham.
Han bliver ført ned til et værelse, hvor han skal være, indtil han kan tale med en læge. Og det kræver kun få øjeblikke på afdelingen, før han igen bliver i tvivl, om det er det rigtige valg, han har truffet.
»Det første, jeg mødte, var en gammel dame, der gik og pegede op i luften og sagde, at der var russiske soldater udenfor. Hun var virkelig psykisk syg. Skizofren. Når det er den hylde, man pludselig putter sig selv på ved at gå ind ad de døre … altså, der havde jeg ikke lyst til at være,« siger Alex Rasmussen.
Han tilbringer fem timer på et værelse på den lukkede afdeling, før han får talt med en læge, som beslutter, at Alex Rasmussen skal eskorteres over på den åbne afdeling. Det er her, han skal være den kommende tid, indtil lægerne vurderer, at han er rask nok til at blive udskrevet.
I første omgang bliver ekscykelrytteren diagnosticeret med en depression, og lægerne ordinerer antidepressive piller til ham. Oveni får Alex Rasmussen en ADHD-diagnose, som han også bliver medicineret mod.
Alex Rasmussen var styrtet lige ned i hullet, selvom han bevidst havde forsøgt at undgå det.
Folk i cykelmiljøet – blandt andre Brian Holm og Michael Sandstød – havde advaret ham om, at han skulle passe på det truende tomrum, når han satte cyklen i garagen.
Men lige lidt hjalp det.
»Jeg havde jo allerede ramt hullet, men jeg indrømmede bare ikke over for mig selv, at det var en depression, før jeg blev indlagt. Der kunne jeg jo godt se, den var helt gal. Fra den dag, hvor jeg stoppede min karriere, og til den dag, jeg blev indlagt, der havde jeg været i et dybt sort hul. Men jeg tænkte bare, at det nok gik over, eller også forsøgte jeg at ignorere det.«
»Depressionen var jo mest af alt et resultat af den kæmpe identitetskrise, jeg havde. Jeg følte mig ikke relevant. Da jeg kørte det sidste seksdagesløb i 2017, var det med stor fanfare og afsked. Og dagen efter var der ikke nogen journalister eller nogen mennesker, der ringede. Lige pludselig er din telefon bare død. Og det var den jo så i et år,« siger han og tilføjer:
»Det var vanvittigt svært at håndtere pludselig ikke at være ham cykelrytteren. Det gav mig sådan et kæmpe hul i maven og alle de tanker om, at det var ligegyldigt, om jeg var her eller ej,« siger Alex Rasmussen, som også under opholdet på hospitalet blev opmærksom på, hvordan hans ADHD havde forværret situationen.
»Under karrieren har alle aggressioner og dampen bare været brugt på cyklingen. Så det var først, da jeg stoppede, at min ADHD kom til udtryk, selvom jeg har haft det, siden jeg var barn. Jeg var frustreret, indebrændt og kunne ikke være i min krop. Og på grund af depressionen havde jeg ikke overskud eller lyst til at cykle, så jeg kunne få dampen ud. Så det var en ond cirkel.«
Under indlæggelsen på hospitalet taler Alex Rasmussen hver dag med en sygeplejerske, og med jævne mellemrum er han hos en psykiater.
Samtalerne er dog af varierende succes, som han husker det.
»Jeg snakkede med dem om alt muligt. Cykling, barndom, forældre og alt sådan noget. Men jeg tror bare, at jeg kunne snakke med hvem som helst – dig, en ven eller en helt tredje. Det handlede bare om at snakke om det – og så selvfølgelig at anerkende det selv.«
»Jeg følte meget, det handlede om, at psykiateren skulle spørge, om jeg havde selvmordstanker, så kunne de vaske hænder, hvis der skete noget. Så kunne de sige: 'Jamen, jeg har jo spurgt ham.' Det irriterede mig, der skulle være så meget fokus på det, også fordi det ikke virkede, som om de spurgte seriøst ind til det, men mere fordi de skulle,« siger Alex Rasmussen, som helt generelt ikke brød sig om at være indlagt.
Mere end noget andet havde han nemlig følelsen af ikke at passe ind.
»På den åbne afdeling måtte jeg komme ud, hvis jeg lige sagde det først. Men stedet var deprimerende, for det er fyldt med folk, der er syge og tydeligvis har det sværere, end jeg havde. Der var ikke nogen ligesom mig. Ingen jeg kunne snakke med. De andre sad i et fællesrum og drak kaffe og saftevand og spiste kage. Det var lidt som at være på besøg hos sin mormor. Så jeg passede mig selv. Jeg havde slet ikke lyst til at være der.«
»Og når jeg så snakkede med sygeplejerskerne, kunne de ikke relatere til min situation. De var sådan lidt 'kan du ikke bare få et arbejde?’. Sådan sagde de det ikke direkte, men de kunne ikke forstå, hvad jeg kom fra, og hvorfor det var så vigtigt for mig at være relevant. Jeg skulle bare være glad. Jeg havde jo en familie og en sød datter.«
»De sagde alle de der ting, som jeg udmærket godt ved, og som jeg også forsøgte at sige til mig selv. Men når man så stadig har et tomrum, så føler man sig lidt egoistisk på en eller anden måde. Det var svært.«
Efter en måned får Alex Rasmussen besked om, at han er klar til at blive udskrevet. Medicinen og samtalerne har efter lægernes vurdering haft den nødvendige effekt.
Herefter følger en periode med psykiaterbesøg i Silkeborg, hvor ekscykelrytteren bor sammen med hustruen, Pernille, og deres treårige datter Anabel. Det er en del af den plan, lægerne har lagt for ham.
Da det forløb er afsluttet, tager Alex Rasmussen selv initiativ til at bruge psykoterapeuter og mentale coaches i kampen for at komme helt ovenpå og slippe af med de ødelæggende tanker.
Samtidig bruger han sit arbejde hos Zwift, der laver virtuel cykeltræning, til at finde mening med tilværelsen.
For hans kærlighed til cykling er vendt tilbage, efter han tog en kold tyrker fra sporten i knap et år efter sit karrierestop.
»Jeg havde i en periode bare fået nok af cykling. Jeg havde cyklet, siden jeg var seks. Og jeg orkede ikke mere, men da jeg havde fået det på afstand, var det rart at have en fod indenfor i sporten igen.«
»Derfor hjalp Zwift mig til at have en identitet efter depressionen. Det var en lille beskyttelse, når nu folk spurgte: 'Hvad laver du?' Så kunne jeg sige: 'Jeg laver Zwift.' 'Nåh, okay, det er interessant.' Okay – pyh, fedt … Så laver jeg i det mindste noget, der er lidt interessant – i stedet for, at jeg står nede i en cykelbutik.«
»Nu lyder det, som om jeg sviner alle butiksansatte til, det er slet ikke meningen, men det var sådan, jeg følte. Uden at det lyder for arrogant. Jeg duer bare ikke til sådan noget 9-17-arbejde,« siger Alex Rasmussen, som stadig arbejder for virksomheden i dag og sideløbende har gang i flere projekter – blandt andet omkring banecyklingen, som ligger hans hjerte meget nært.
I disse dage er det et år siden, at Alex Rasmussen var indlagt i Viborg. Han fortæller, at han føler sig så 'okay' i øjeblikket, at han holder pause fra psykoterapeuter og mental coaches.
De mange samtaler er drænende, og lige nu har han brug for at trække vejret og nyde sommeren.
Hans ADHD kræver fortsat medicinering, men Alex Rasmussen er stoppet med de antidepressive piller, og han tror på en god fremtid, selvom han er bevidst om, at depressionen altid vil være en del af hans bagage.
»Jeg har det meget bedre nu end for et år siden. Men jeg har ikke nogen illusioner om, at alt bare er perfekt. Jeg kan helt sikkert stadig kollapse. Og jeg kan stadig få tilbagefald, men jeg falder ikke ned i samme hul som for et år siden. Hvis jeg begynder at mærke noget, så skal jeg nok selv tage initiativ til noget samtale på et tidspunkt,« siger han og tilføjer:
»Jeg tror, det er en evighedsproces for mig. Jeg skal ikke bide over mere, end jeg kan overskue. Jeg kommer til altid at skulle fokusere på mit mentale helbred.«
