Hvis Jess Thorup ånder lettet op, når han rammer hovedpuden søndag aften, så forstår man ham godt.

For efter en mareridtsuge med nederlag i topkampen mod FC Midtjylland, en Brøndby-kommentar, der gik viralt, og en pokalfadæse imod Nykøbing har FCK-træneren fået arbejdsro – for en stund i hvert fald.

Men selvom FC København søndag nedsablede FC Nordsjælland med hele 5-1, ryger ugen dog ikke i glemmebogen lige med det samme.

»Alle snakker om svar og reaktion, men inden sidste uge havde jeg på intet tidspunkt sagt, at vi havde vundet en skid. Folk forsøgte at snakke os ned i et sort hul, og det hele er meget sort-hvidt,« siger Jess Thorup om den kritik, der er haglet ned over ham de seneste dage, og tilføjer:

Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg kan til dels forstå det, og jeg lagde mig også fladt ned og tog ansvaret efter kampen mod Nykøbing, for det var ikke FCK værdigt, men at bruge en hel uge på at snakke om noget, jeg i øvrigt ikke har lyst til at snakke om her i pressen igen … Det skal jeg ikke blande mig i. Det vigtigste for mig er, at vi holder fokus på det, der sker ude på banen. Og det gjorde vi i dag.«

Siden onsdagens pokalchok, hvor Jess Thorup i øvrigt forklarede, hvordan korthuset var væltet i klubben, har det krævet flere samtaler med nogle af FCKs spillere, afslører han:

»De dage har været som så mange andre, hvor vi har haft fokus på træningsbanen, men spillerne skulle da samles op. Det er klart.«

Har jeg ret, hvis jeg gætter på, det har været de hårdeste dage for dig i din tid som FCK-træner?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg har vænnet mig til at håndtere, at det hele bliver meget sort-hvidt. Og så må jeg i stedet holde fokus på det, jeg kan kontrollere, og ikke, hvad andre går og snakker om.«

»Vi kommer til at tabe flere fodboldkampe, men derfor tror jeg stadig på holdet.«

Netop den tro så da også ud til at have påvirket spillerne, der søndag løb på banen i Farum.

Her tydede det i hvert fald på, at FC Københavns spillere havde glemt alt om onsdagens indsats.

»Spillerne viste suveræn karakter i dag. Og når man hørt om alt det ævl og bævl, der har været snakket og skrevet om, så kan man godt have sin tvivl, men spillerne gav det helt rigtige svar.«