Endelig kom succesoplevelsen for dem.

For to uger siden smadrede den ene benet ind i banden på Brøndby Stadion i ren frustration over sin udskiftning, og ingen af dem jublede med, da deres holdkammerater uden dem på banen klarede skærene og sikrede en sejr på 3-2 mod de hjemmeholdet fra Brøndby.

Søndag var Evander og Sory Kaba anderledes glade og i særdeles godt spillehumør, hvilket også i den grad afspejlede sig i B.T.s karaktergivning efter afklapsningen af FC København på 4-0, og netop deres måde at komme tilbage på efter oplevelsen i Brøndby var bemærkelsesværdigt, mente FC Midtjyllands anfører, Erik Sviatchenko.

»Jeg synes, at vi arbejdede hårdt for det, og det lykkedes jo individuelt for spillerne i dag. Som hold var vi over dem hele tiden. Det var top-top præstationer. Jeg vil fremhæve Evander og Kaba, og jeg synes bare, at det er fedt at se dem, efter de måske har været lidt skuffede i perioder,« siger han og tilføjer:

»At gå ind på denne her scene og præstere mod FC København, som er et hold, vi også duellerer med, det er at vise balls,« forklarer Erik Sviatchenko, som har store roser til Brian Priske og hans stab, der har samlet Kaba og Evander op.

Selv afviser han at have spillet en stor rolle.

»Jeg har ikke været inde over i den forstand, at jeg stoler rigtig, rigtig meget på vores trænerteam, og den måde, de har håndteret det på, viser, at det har været den rigtige. De har gjort det flere gange, og jeg synes, at der skal være den balance, at der er plads, og at man kan være utilfreds. Det skal bare ikke kamme over, og det gør de jo ikke, når de kan præstere på denne måde, og det er dejligt at se,« lyder det fra Erik Sviatchenko, som kunne se topkampen på MCH Arena reelt blive afgjort, da Viktor Fischer få minutter inde i anden halvleg fik sit andet gule kort og dermed rødt.

»Ja, der var frustration, og vi var bare virkelig kyniske og afstemte i mange af tingene, vi gjorde. Vi var gode på bolden, fik dem ud at løbe og var bare tæt i kæderne, og så bliver det også svært for FC København at spille, selv om de er et dygtigt mandskab og ikke skal have meget plads,« siger Erik Sviatchenko og fortsætter:

»Men det røde kort ændrer selvfølgelig også kampen, så vi kan slappe lidt mere af, og de kommer hurtigt bagud med 0-3, og så er kampen lidt død.«

Søndag var også dagen, hvor en masse afbud løb ind på landsholdet fra de spillere, der er i engelske klubber, og derfor udtog landstræner Kasper Hjulmand en række erstatninger.

Holdkammerat Alexander Scholz og modstander Victor Nelsson blev foretrukket frem for Erik Sviatchenko til at starte med, men siden er Sviatchenko blevet efterudtaget i stedet for en muligvis skadet Lukas Lerager.

Det skete dog først efter, at B.T. spurgte Sviatchenko til den manglende udtagelse i første omgang.

»Jeg er ikke skuffet. Jeg er bare sindssygt stolt over, at vi har så mange spillere (Jesper Hansen, Pione Sisto, Alexander Scholz og Anders Dreyer, red.) med. Det er jo en dejlig anerkendelse af, at vi har været så gode i lang tid. Så det er fedt at se, at vi har mange spillere med, og på et tidspunkt kan det være, at jeg også kan snige mig med.«

Er Alexander Scholz bedre end dig?

»Ja, det er han,« siger Sviatchenko med et smil.

Er Victor Nelsson bedre end dig?

»Jamen, Victor er en fantastisk spiller. Han er ung og gør det godt, jeg synes, det er nogle rigtig, rigtig gode stoppere, jeg er oppe imod, så det er fodbold også.«

Burde du ikke også være med?

»Det ved jeg ikke, om jeg skulle. Jeg gør mit bedste, og så må vi se, om det er nok.«

Søndagens bedste fra Sviatchenko og holdkammeraterne var mere end nok til at ydmyge FC København.