Hobro har fået en forfærdelig optakt til søndagens skæbneopgør mod Brøndby. Sygdom hærger i Superliga-truppen.

Influenzaen har spredt sig godt og grundigt over det danske land, og heller ikke landets fodboldspillere kan sige sig fri. Det må Superliga-klubben Hobro sande. Truppen er så hårdt ramt, at man helt har valgt at aflyse torsdagens træning, lyder det i lokalavisen Nordjyske.

Sportschef i Hobro, Jens Hammer Sørensen, er dog optimistisk i forhold til at få holdet klar til kampen mod Brøndby, siger han til BT.

»Vi har givet spillerne fri og udskudt træningen til i morgen, så folk forhåbentligt kan blive friske. Det er noget, der har floreret i truppen i et stykke tid. Vi havde også sygdom op til den seneste kamp, og man går jo meget op og ned af hinanden i en fodboldklub, så det har spredt sig. Lige nu er det fem mand, der er nede,« lyder det fra Hammer, der tilføjer:

»Men du skal ikke være urolig, vi skal nok stille til kamp. Udgangspunktet er, at vi tager 19 mand til København.«

Hobro er i øjeblikket placeret på en 7. plads i grundspillet, der giver adgang til nedrykningsspillet. Derfor er kampen mod Brøndby vigtig for den videre skæbne i denne sæson. En sejr kan sende holdet op i top seks og endegyldigt sikre holdet en ny sæson i landets bedste række.