Der er ikke et fagligt belæg for spekulationerne
Divisionsforeningens formand, Claus Thomsen, afviser i et interview til BT, at FC Helsingør kan have en fordel af at tabe den sidste kamp i grundspillet mod FC Nordsjælland i superligaen.
LÆS MERE: Helsingør-træner går efter at vinde sidste kamp: Men det kan bedst betale sig at tabe!
BT har lavet en beregning, der viser, at en sejr kan sende FC Helsingør i pulje nummer to i slutspillet om nedrykning. Her kan de risikere at møde AGF eller Silkeborg i playoff-kampene, som ligger nummer 10 og 11 i ligaen og er hele 11 point foran Helsingør.
Omvendt vil et nederlag sende Helsingør i pulje 1. Her er de næsten sikre på at møde Lyngby eller Randers, som ligger nummer 12 og 13 i tabellen og er højst tre point foran Helsingør.

Den nye superligastruktur trådte i kraft fra starten af sidste sæson. Den har været et stærkt omdiskuteret emne.
Men Divisionsforeningen, som i samarbejde med analysefirmaet Hypercube har lavet den nye superligastruktur, afviser spekulationerne om, at der er opstået en situation, hvor det måske kan betale sig at tabe.
Claus Thomsen, hvad siger du til, at Helsingør på papiret måske kan have fordel af at tabe den sidste kamp mod FC Nordsjælland?
»Jeg er ikke helt enig i den analyse. Nu er der 21 point tilbage at spille om. Og det er i de 18 point mod den direkte modstander. Jeg kan ikke forstå, hvis man mener, at man automatisk ikke kan blive nummer et eller to i gruppen. For det andet er der to playoff-kampe, uanset hvem man møder. Så det ender under alle omstændigheder med at være den dårligste, der rykker ned. Man kommer alligevel til at møde et af det pågældende hold på vej derhen. Så nej, man er heller ikke bedre stillet den vej rundt. Og for det tredje er der hjemmebanefordelen i sidste kamp, som regnes normalt for at være en sportslig fordel. Det afhænger af ens placering, point og målscore i tabellerne, og det er vel at mærke begge grupper sammenlignet. Så man frasiger sig også en sportslig fordel den vej rundt.«
Så du køber ikke præmissen om, at Helsingør vil være bedre stillet, hvis de mødte Randers eller Lyngby i stedet for AGF eller Silkeborg?
»Nej, man kan jo altid spekulere i, om man vil møde det ene eller det andet hold. Det foregår i alle turneringsformater, hvor man opererer med puljer - også i Champions League og til VM. Så kan der være en pulje, som er stærkere end en anden pulje. Men det er sværere i superligaen, fordi alle point og målscore føres med lige over. Det vil sige, at man drager fordel af dem hele vejen igennem.«
Men kunne man ikke slippe for spekulationerne i en Superliga, der var ligetil? Der kunne man jo ikke have fordel af at tabe.
»Er du sikker på det?«
Lige umiddelbart er jeg. Hvordan skulle man have fordel af det?
»Man kan have sidste runde i en turnering, hvor nummer 11 og nummer 12 rykker ned. Og hvor der er fire hold, der spiller om det, og hvor to af de fire hold, er sikker på at ende som nummer 9 og 10, hvis de spiller uafgjort. Kan der ikke der være en interesse i at spille på et bestemt resultat? Jeg siger, at de her spekulationer om nogle spekulationer, som du har, opstår i alle turneringsformater.«
Og der vil ikke opstå hverken flere og færre spekulationer i de lige ud-turneringsformater sammenlignet med den nye superligastruktur?
»Det afhænger af det konkrete forløb af turneringen. Lige ud-turneringer ligger altid op ad andre turneringer, fx pokalturneringer, og det kan have konsekvenser den vej, fordi der er europæisk kvalifikation. Derfor har sådan noget meget sjældent noget på sig, fordi det at lade pointe ligge er utrolig risikofyldt adfærd,« siger Claus Thomsen
I faktaboksen her kan du læse mere om, hvordan slutspillet fungerer.
BT har brugt denne superligaberegner. Du kan selv regne dig frem mulige scenarier forneden

