Randers FC’s anfører Mads Agesen siger farvel og tak.

35-årige Mads Agesen har spillet mere end 150 superliga-kampe. Men efter denne sæson siger Randers-anføren stop. Han indstiller karrieren til sommer, når hans kontrakt med Randers FC løber ud.

Det skriver Randers FC i dag på sin hjemmeside.

»Randers FC og Randers som by er kommet til at betyde rigtigt meget for mig. Det er her, jeg for alvor har slået mit navn fast som Superliga-spiller. Det er også her, at jeg har stiftet familie. Så det bliver noget af en omvæltning at skulle i gang med noget andet. Det er dog noget, jeg hele tiden har været bevidst om og forberedt mig på, så jeg glæder mig da også til livet efter fodbolden, siger Agesen.

Lige nu kæmper Randers FC om at blive i Danmarks bedste fodboldrække, Superligaen. Og det er en kamp, som den rutinerede anfører med glæde vil tage, inden han lægger støvlerne på hylden.

– Lige nu er der dog fuld fokus på den mission, vi er på i forhold til at sikre overlevelse i ligaen. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan både på og uden for banen for at det skal lykkes. Randers skal have et hold i den bedste danske fodboldrække, og det er det, vi skal bevise i den kommende tid. Det skal lykkes.

Mads Agesen skiftede til Randers i sommeren 2013. Han har været en markant skikkelse i sine fem år i klubben med 124 kampe og to mål. Det mener cheftræner Rasmus Bertelsen.

»Mads har arbejdet stenhårdt for at nå dertil, hvor han er kommet som fodboldspiller. Han har altid kæmpet for at få tingene til at lykkes både på og uden for banen, og begge steder har han haft stor betydning. Nu skal han så snart i gang med et nyt livskapitel, men jeg er slet ikke i tvivl, om at han indtil det sidste er 100 procent dedikeret i forhold til at gøre sit ypperste for, at vi fuldfører vores mission. Han har trukket et stort læs som samlingspunkt i truppen i den noget omskiftelige tid, som der har været den seneste halvanden sæson, og han har udover sit bidrag på banen også været en vigtig sparringspartner for mig og resten af trænerteamet, siger Rasmus Bertelsen.«

Mads Agesen ved allerede, hvad han skal bruge tiden på efter sommerferien. Han skal være assurandør hos Aros Forsikring.