For få år siden var han udskreget til at være et af Europas største talenter, men skal han 'hjem' til FC København for at genstarte en lidt kuldsejlet karriere?

Jacob Bruun Larsen kæmper med at finde topformen i Anderlecht, hvor han er lejet ud til fra Hoffenheim, hvor det også kneb med at få talentet til at folde sig ud.

Kan et skifte til FCK, som har spøgt på rygtebørsen, være en mulighed til sommer, hvis U21-landsholdsspilleren skal finde nye græsgange? Det debatterede panelet i denne uges udgave af 'Fodbold FM'.

»Udmeldingerne fra FCK er, at man vil hente spillere, som er på vej op og ikke på vej ned. Men hvis muligheden opstår, så tror jeg, at der er så meget signalværdi i at hente et stort dansk talent på den europæiske scene, at man vil gøre det. Det ville være fedt at hente ham for Peter Christiansen som ny sportsdirektør,« siger B.T.s fodboldredaktør, Michel W. Davidsen.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

Den tidligere FCK-spiller Kris Stadsgaard er dog skeptisk over for, om 22-årige Bruun Larsen ville være den rigtige spiller for FCK, da han nu i flere sæsoner har kæmpet med at ramme det niveau, han havde i sin gennembrudssæson for Dortmund.

»Han har ikke præsteret godt i Anderlecht, så jeg tror ikke, at FCK henter ham. Det er skræmmende, at han er lejet ud fra sin klub, hvor han ikke fik nok spilletid, til en anden klub, som er nogenlunde på FCKs størrelse, men stadig ikke spiller regelmæssigt,« siger Stadsgaard.

Det tredje panelmedlem i denne uges udgave af B.T.s debat-podcast om fodbold, Morten Crone Sejersbøl, kan dog godt se det fornuftige i, at Bruun Larsen eksempelvis skifter til FCK, hvis det kan lade sig gøre, i stedet for at kaste sig ud i et nyt lejemål, hvis Hoffenheim har mistet tiltroen til ham.

»Han skal starte forfra og have en ny kontrakt og bygges op over en længere periode,« lyder rådet fra den tidligere sportschef på B.T.

Foruden U21-landsholdsspillerens fremtid debatterede panelet de kontroversielle planer om en europæisk superliga, bundkampen i den danske Superliga. Og meget mere aktuelt fra fodboldverdenen.

'Fodbold FM' er B.T.s podcast om fodbold – og kun fodbold. Vært er Steffen Gronemann. Følg 'Fodbold FM' på Facebook og på Twitter.