Som 18-årig brød Jakob Blåbjerg ind på AaBs førstehold, og han var en del af truppen, der blev danske mestre i 2014.
Men nu er det slut i den alder af bare 25 år.
Forsvarsspilleren, der i denne sæson har været lejet ud til den mindre naboklub Vendsyssel FF i landets næstbedste række, spillede lørdag sin sidste kamp som professionel fodboldspiller.
Det fortæller han til Nordjyske.

Her forklarer han, at han har planer om at gøre sin uddannelse færdig, og at han og kæreste skal vandre verden rundt i den kommende tid.
Allerede i marts forklarede han til sin agent, at han ikke skulle lede hårdt efter at finde ham en ny arbejdsgiver som fodboldspiller. Det drejer sig om, at han generelt ikke føler sig tilpas i fodboldverdenen.
»Når jeg tænker tre år frem, kan jeg ikke se mig selv i det. Jeg har brug for at have en dagligdag, der handler om et større mål end bare performe som et hold og gøre nogle fans glade. Det er den lidt dybere snak om, hvorfor jeg stopper så tidligt i karrieren,« fortæller han til Nordjyske.
Jakob Blåbjerg har spillet 112 kampe i Superligaen for AaB, mens han har spillet 61 kampe for diverse ungdomslandshold.
Han var desuden med for Danmark til OL i 2016, hvor han fik fuld spilletid i alle Danmarks fire kampe ved turneringen. Danmark tabte ved den lejlighed kvartfinalen til Nigeria.




