Los Angeles Clippers' Lou Williams er blevet fanget i en uheldig situation, efter et billede af ham på en stripklub blev lagt op af rapperen Jack Harlow.

I øjeblikket er NBA i fuld gang med forberedelserne til at fuldføre den resterende del af sæsonen midt i corona-pandemien, der i den grad raser i USA.

Derfor har ligaen været nødsaget til at tænke kreativt i et forsøg på at få færddiggjort sæsonens og samtidigt sørger for, at sikkerheden er i orden. Det har resulteret i, at man har placeret 22 NBA-hold i Orlando, hvor sæsonen vil blive færdigspillet.

Mandskaberne har været underlagt strenge karantænekrav og kommer til at bo, leve og træne de kommende måneder i 'NBA-boblen', som er placeret på Walt Disneys resort.

Der er dog enkelte spillere, der har fået udgangstilladelse fra 'boblen' i forbindelse med eksempelvis begravelser. Én af dem er Los Angeles Clippers-stjernen Lou Williams, der fik lov til at deltage i begravelsen af en ven af familien.

Men nu er Williams kommet i modvind.

For da rapperen Jack Harlow lagde et billede op af ham selv og Williams, brød helvede løs. De to er blevet set på en stripklub i Atlanta, hvor begravelsen fandt sted. Og pludselig havde Harlow travlt med at slette billedet for derefter at pointere på Twitter, at det blot var et gammelt billede af de to, som han havde smidt op, fordi han savnede sin ven. Umuligt? Nej, det kunne jo godt være.

Men sådan er virkeligheden ikke. Vakse fans spottede hurtigt, at Lou Williams på billedet bærer en NBA-maske, som er identisk med den, som spillerne har fået udleveret i 'NBA-boblen', da de ankom til Orlando.

Det har fået NBA til at undersøge sagen nærmere, da det kan betyde en lang karantæneperiode for Williams. Ifølge ESPN har Williams da også bekræftet overfor ligaen, at han var til stede på Magic City Gentleman's Club i Atlanta, men at der ikke var strippere i klubben, da han var der.

Williams er retur i Orlando nu, hvor han er blevet testet systematisk, men med sæsonstart lige om hjørnet kan det betyde, at han ender med at misse flere kampe, hvis NBA mener, han skal holde sig isoleret i en længere periode.

Los Angeles Clippers-træner Doc Rivers er ikke begejstret .

»Jeg kan ikke sige så meget om hans rejse, fordi jeg var ikke med ham. Men nu er han tilbage, så meget kan jeg sige. Billederne kom ud, og det er selvfølgelig ikke noget, vi nyder at se,« siger han ifølge ESPN.

Pausen kan blive lang for Williams, hvis NBA finder grund til at isolere ham. Los Angeles Lakers' Alex Caruso valgte ikke at deltage i sin søsters bryllup, da han fik at vide, at han ville skulle isolere sig selv i op til 14 dage.

Og nu kan Williams være væk i nogenlunde lige så mange dage grundet sin strip-brøler.

NBA-sæsonen genstarter 30. juli.