Ståle Solbakken har besluttet sig for ikke selv at mene noget om, hvornår det igen er forsvarligt at spille fodbold.
Og FCK-manageren synes, at flere burde følge hans eksempel.
Ifølge nordmanden er der nemlig alt for mange, som gør sig kloge på, hvornår corona-pandemien er så meget under kontrol, at Superligaen – og andre fodboldligaer – kan genoptages.
Samtidig er deres meninger defineret ud fra placeringen i tabellen, mener han.

»Vi er midt i en sæson i Danmark, så der er vældig mange, som kommer med deres mening ud fra deres situation i tabellen. Det, synes jeg, er uværdigt. Derfor har vi lukket helt ned for at mene noget om det,« siger Ståle Solbakken til norske VG.
»Vi i FCK lukker helt ned for den diskussion om, hvornår vi kan begynde, og hvad som taler for og imod, for hvorfor skulle vi vide det, hvis ikke engang de bedste eksperter er helt sikre.«
»Det gælder om at være varsom med at være bastant,« fortsætter Ståle Solbakken.
Indtil videre er Superligaen sat på pause på ubestemt tid.
Divisionsforeningen har dog meddelt, at man arbejder på at kunne spille kampe igen 17. maj.
Skulle det ikke kunne lade sig gøre, er 24. og 31. maj i spil som alternativer.