Ståle Solbakken har engang sunget for mig i telefonen:

'Michelle, ma belle ...' på en blanding af McCartneysk og norsk, da han løftede røret.

Han er stormet ud af et pressemøde i Istanbul, hvor jeg var eneste danske journalist tilbage i coronaland, og han var eneste til rådighed at interviewe.

Han har flere gange svaret i enstavelsesord, mens han irriteret over hvert spørgsmål har taget et skridt væk fra mig – og ind mod døren. Og han har i eufori genopført en hovedstødsduel – hvor han var Andreas Cornelius, og jeg vist skulle forestille at være FC Portos Ivan Marcano ​– hen over et afspærringsbånd i en mixed zone efter FC Københavns 1-1-kamp i Porto.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det, jeg prøver at sige, er, at jeg godt kan se, hvad hans kone, Anniken, mener.

»Min kone er overrasket og skuffet over, at jeg ikke bliver mere moden med årene. At jeg ikke hidser mig mere ned. Du kan se på 30 meters afstand, når jeg kommer hjem, om jeg har vundet eller tabt. Det er ikke nogen god egenskab. Jeg har boet alene i nogle år nu, så det er en dårlig vane,« siger Ståle Solbakken.

FC Københavns manager gennem snart 12,5 år blev i sommer genforenet med sin kone og datter, som flyttede til København, mens de to sønner stadig bor i Norge. Og der er lige nogle dårlige vaner, som skal luges ud. Sådan en omgang mentalt ukrudt skal helt ned og trækkes op ved rødderne. Rødder, der har vokset sig store siden januar 2013.

»Det, som satte det i gang, er frygten for at mislykkes. Det accepterer jeg ikke. Det gjorde noget ved mig, da jeg blev fyret i Wolverhampton,« siger Ståle Solbakken og peger på fejl, han selv begik.

Og som har sat sig i ham i de seneste mere end syv år.

»Det lignede mig ikke. Der skuffede jeg mig selv. Der fik jeg angsten for at mislykkes igen.«

Ståle Solbakken træder ellers ikke som sådan varsomt rundt i det danske Superliga-mandskab som en angstramt mand. Han kommer oftest ind med fuld pondus – frygtløs virker det som.

Det får journalister at mærke, men det gør hans medarbejdere og spillere i den grad også. Ståle Solbakkens fejl skal ikke gentages, og derfor stiller han store krav til sine spillere. Pierre Bengtsson fik i februar at vide, at han var sat af i Europa League-kampen mod Celtic, fordi han havde været så dårlig mod Esbjerg og ikke tog nok ansvar. Zeca fik kort efter at vide, at han snublede rundt.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Alle kan ikke tåle det. Og de, som ikke kan tåle det, bliver meget sjældent nævnt,« fortæller Solbakken om sin facon, hvor der ikke lægges fingre imellem, når spillerne vurderes – heller ikke i pressen.«

Han gør sine vurderinger, når han kigger på træningsbanen, og når han har sine individuelle samtaler med spillerne undervejs i ugen. Men fra tid til anden får Solbakken også gået så hårdt til sine stjerner, at det kommer til konflikter af større eller mindre grad.

Som da en af klubbens største stjerner, Dame N'Doye, slet ikke talte til sin norske manager.

»N'Doye var fornærmet, fordi jeg er efter ham for hans præstationer. Han er jo en, der virkelig har brug for det. Og det er bedre, at han spiller godt og ikke snakker med mig i en måned, end at han snakker med mig og ikke spiller godt. Det var det samme med Grønkjær. Har du det største ansvar, må du også påtage dig det,« siger Solbakken.

Konflikterne følger med en så kontant stil, men som oftest forsvinder de også igen for Solbakken. For der er både krav og kærlighed i nordmandens verden.

»Få har haft flere samtaler med N'Doye i hans skadesperiode, end jeg har. Vi ringer til hinanden på Facetime, og han ved, at jeg passer på ham. Men samtidig har jeg altid behandlet alle lige, når det kommer til præstationer. Uanset om du hedder Grønkjær eller N'Doye eller Bøving ​– eller Delaney eller Zanka, da de var unge. Det ved de.«

Når Ståle Solbakken stiller krav til sine spillere om at præstere hver gang, stiller han også krav til sig selv. Et af dem er helt ufravigeligt. At han bruger de bedste hver gang. Også selv om det går ud over nogle med store navne.

»Det sidste halve år med William (Kvist, red.) havde han det ikke godt her, fordi han skulle til VM. Men du har ikke nogen fordel. Der tog Rasmus Falk pladsen. Sådan skal det være i et konkurrencemiljø. Det går jeg ikke på kompromis med, om du så har 1.000 kampe eller 10 kampe. Det ved alle, og så længe alle ved det, er det nemt at holde ved lige.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Har Kvist været den sværeste konflikt?

»Ja, det var emotionelt den sværeste, for ham havde jeg haft, siden han var 18-19 år og i to perioder. Jeg hentede ham hjem fra udlandet. Han gik fra at være en hårdtarbejdende højre kant og back til at være en af de bedste midtbanespillere i klubben. Vi tog ham tilbage, og han fik en central rolle. Så er det sådan, at der er en tid for alle. Inderst inde vidste jeg godt, at fem år ville blive lidt for længe at give ham, men det var måden at få ham tilbage på, haha. Det var jeg også ærlig om, da vi skrev under. Men så var der det VM, som selvfølgelig var en besættelse for ham. Det er ikke nogen nem sag.«

Der blev smækket med nogle døre?

»Der blev smækket lidt med nogle døre. Men ikke uden, at vi stadig havde respekt. Han følte, at han blev kraftigt forbigået. En ting var, at 'Falken' tog hans plads, en anden ting var, at jeg brugte Jan Gregus et par gange før ham også. Men jeg gjorde det, som jeg mente, var rigtigt for holdet.«

Hård hud på psyken og følelserne er ikke nogen dum idé at besidde i nordmandens FC København, men der findes altså også spillere, der ikke får samme hårde kommentarer for åbent tæppe af Ståle Solbakken. Det handler om personlighed.

»Alle får den behandling, som passer til deres personlighed. Hvis du kigger på personlighedsudvikling, er Mo (Daramy, red.) et rigtig, rigtig godt eksempel. Jonas Wind kommer hurtigt til at blive en stille leder for holdet, når han vender skadefri tilbage. På sin egen måde. Men det hjælper ikke, hvis vi ikke stiller store krav.«

Findes der persontyper, som du ikke kan greje – eller som du ikke gider?

»Nej, det tror jeg ikke. Men min fordel er jo også, at jeg kan afslutte det. Det kan spillerne ikke, for jeg bestemmer. Der er spillere, som jeg har opgivet, fordi de ikke kunne bidrage til FCK. Det har jeg fortalt dem, og jeg siger det straight up.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Tag Bendtner for eksempel. Han gjorde ikke en flue fortræd i de tre måneder, han var her. Han trænede fornuftigt, opførte sig fornuftigt og var positiv. Men jeg kunne ikke se, at han kunne opfylde en rolle hos os i totalen, fordi han antageligvis ikke ville få nok spilletid. Og jeg ville ikke udsætte hans personlighed for det,« siger Solbakken.

Nicklas Bendtner-situationen var altså et spørgsmål om en personlighed, der ikke passede til den rolle, som Solbakken ville give ham. En superstjerne har det bedst i en hovedrolle. Og Bendtner-situationen var den seneste, men Olof Mellberg var den mest markante.

Da Ståle Solbakken vendte tilbage til FC København efter sine ophold i FC Köln og Wolverhampton, overtog han en trup, hvor Olof Mellberg var hentet til af forgængeren Ariel Jacobs og daværende sportsdirektør Carsten V. Jensen.

Mindre end et år senere ophævede FC København kontrakten med den svenske legende.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Med Olof Mellberg følte jeg, at det ikke ville være godt med hans personlighed her. Der er det bedre at tage den voksne snak og sige, at sådan og sådan står det til. Så når jeg møder ham til en kamp nu, taler vi sammen. Eller da vi mødte hinanden på en strand i udlandet for nogle år siden. For jeg fortæller alle det lige til deres ansigt. Nogle spillere vil jo bære nag af en slags. Men alle må forstå, at det er én mand, som til syvende og sidst skal have det sidste ord.«

At Ståle Solbakken har det sidste ord, er ingen rigtig i tvivl om. Det gælder alt, der har med det sportslige at gøre i FC København. Især også spillerindkøb, hvor netop det indre i en spiller bliver stadig mere interessant og udfordrende for manageren.

»Nogle har ikke personligheden. Det med personlighed er jo det sværeste at tjekke, før du køber en spiller. Og personlighed bliver for mig vigtigere og vigtigere, fordi de er her kortere tid, og du ikke kan lære dem så meget, som du gerne vil, fordi det skal gå hurtigt.«

Hvordan læser du en personlighed?

»Vi prøver at undersøge det så godt, vi kan. Samtidig fejler vi også til tider. Det er faktisk en svær udfordring. For nogle gange bliver vi advaret. Vi blev advaret mod Rasmus Falk, som 'ikke kunne klare at være i FC København'. Det var en sandhed, som bare lå i fodbold-Danmark. Men det klarede han vældig fint. Så nogle gange skal du ikke høre på dem. Det er svært.«

Når du så får dem ind, hvor hurtigt finder du så ud af, om personligheden er rigtig?

»Nogle formår at udvikle sig og blive hårdere og stærkere. Jeg ser Kaufmann nu, som vi har store forhåbninger til. Han har alle de fysiske forudsætninger. Han er hurtig, fysisk, pågående, arbejdsom. Men han er meget beskeden. Som jeg siger til ham: 'Hvis du skal score mål, må DU fortælle Fischer, hvor du vil have bolden. Det nytter ikke, at han fortæller dig hver gang, hvor du skal løbe hen, hvis du ikke føler, det er rigtigt'. Det må de lære,« siger Solbakken.

Han får otte blandede spørgsmål til at slutte de tre kvarters snak om personlighed – spillernes og Solbakkens egen – af på. Men Ståle Solbakken har for længst luret, at interviewet lakker mod enden. Havde han haft en mikrofon på, var den ved at blive flået af, og han havde været på vej ud af skærmen.

Nu træder han i stedet bare fra friluftsinterviewet i en coronatid på terrassen foran Jens Jessens Vej 10 og ind i klubhuset på sin meget Ståle Solbakkenske måde med et 'hey' og ryggen til. Han er allerede videre, og han er i øvrigt ikke et sekund bekymret for, hvad den lange snak ender ud i, eller hvordan den får ham til at fremstå.

»Jeg er ligeglad. Jeg er blevet tygget på og spyttet ud så mange gange. Jeg er vant til det.«