Der har været et stykke afstand mellem FC København og Brøndby de seneste par år.

12 point og 30 point de seneste to sæsoner. Men spørger du FC København-manager Ståle Solbakken, hvem der er klubbens største rivaler, vil der ikke være tvivl.

Selv ikke FC Midtjyllands større økonomiske muskler eller midtjydernes ambitioner og styrke til at udfordre københavnerne om guldet og Europa kan ændre på det. Det er en anden rivalisering – en mere »kunstig« rivalisering opbygget på knap så mange år og udelukkende på den indædte konkurrence om at vinde det danske herredømme, mener Solbakken.

»Brøndby vil altid være den vigtigste modstander for os. Det handler jo om historie og størrelsen på klubben,« siger FC København-manageren.

Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/TT
Vis mere

Derfor er der altså stadig den samme nerve i det opgør, der søndag spilles for relativt tomme tribuner i Parken, når FC København og Brøndby mødes i endnu et derby – endnu en duel om Storkøbenhavn.

Gør det noget ved rivaliseringen, at Brøndby lige nu sparer mere, end de investerer?

»Nej, det tror jeg ikke. Brøndby vil altid være interessante for FCK, og vi vil altid være interessante for dem,« siger Ståle Solbakken.

Brøndby har siden Carsten V. Jensens ankomst som fodbolddirektør på Vestegnen forsøgt at bringe klubben i en bedre økonomisk balance. Lønudgifterne skulle være mindre, mens flere unge spillere skulle have chancen.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Samtidig har FC København slået transferrekorder og er gået historisk langt i Europa. Det ligner umiddelbart to klubber, der ikke er lige så tæt på hinanden sportsligt i de her år, som de har været i mange tidligere år.

For Ståle Solbakken ændrer det dog ikke på noget i forhold til hans syn på rivaliseringen. Han mener tværtimod, at ærkerivalerne ser bedre og bedre ud.

»Jeg synes, at Brøndby har et vældig fornuftigt hold på papiret på alle parametre. De mangler måske en eller to af de store matchvindere, men ellers synes jeg, at det er et godt hold,« siger Solbakken og fortsætter:

»Jeg synes, at mange af de unge spillere har taget et skridt, men samtidig har de beholdt Jung, og de har Maxsø. De har også spillere, som har spillet meget i Superligaen over lang tid. En rutineret træner også.«

FC København har efter en sæson med et stykke op til guldet et naturligt pres på sig – både indefra og udefra – for at vinde Superligaen igen i denne. Brøndby går efter top-tre, og den målsætning ser rivalen ikke som urealistisk.

»De har måske ikke holdet til at vinde Superligaen nu, men de har et hold til at kæmpe om medaljer,« siger Ståle Solbakken og slår fast:

»Jeg er 100 procent sikker på, at de godt kan være med i den kamp. Det var de også i sidste sæson. De er ikke blevet dårligere.«

FC København og Ståle Solbakken mangler altså på ingen måde respekt for Brøndby inden søndagens opgør i Parken, men der vil også være et lille pres på sidste sæsons sølvvindere for ikke at starte Superliga-sæsonen med to kampe uden sejr.

Der er med andre ord nok på spil i søndagens derby.