Det har længe set ud til, at Peter Oladeji Olayinka fra Slavia Prag skulle skifte til FC København.

Men det kommer alligevel ikke til at ske. Det kunne B.T. fortælle tidligere onsdag, og nu har Slavia Prags cheftræner bekræftet, at handlen er faldet til jorden.

Nigerianeren bestod ikke lægetjekket i København, fordi det afslørede problemer med spillerens knæ. Derfor valgte FC København at afbryde handlen.

Det skriver flere tjekkiske medier.

25-årige Peter Olayinka.
25-årige Peter Olayinka. Foto: DAVID W CERNY
Vis mere

Det var en udarbejdet lægerapport, som fik hovedstadsklubben til ikke at gennemføre transferen - nærmest i sidste øjeblik.

FC København var ellers parate til at finde den store pengepung frem. Prisen for Peter Oladeji Olayinka skulle angiveligt have været på omkring 26 millioner danske kroner.

Jindřich Trpišovský, som er cheftræner i Slavia Prag, siger ifølge de tjekkiske medier, at klubben var klar til at slippe den offensive spiller, fordi der skal renses ud i spillertruppen.

Dermed bliver Peter Oladeji Olayinka ikke FC Københavns afløser for den nyudtagede landsholdsspiller Mohamed Daramy, som sendes til Ajax Amsterdam inden længe for omkring 100 millioner kroner.