Midt i nederlagets stund var der en personlig milepæl for Brøndbys anfører, Kamil Wilczek.

Han var manden, der bragte sit hold foran med 1-0, og det mål betød, at han kom op på 70 kasser i Superligaen, hvilket er rekord. Tidligere havde Ebbe Sand den. Men det var ikke noget, Kamil Wilczek ønskede fokus på efter 1-2-nederlaget til FC København.

»Jeg vil ikke snakke om min rekord. Vi tabte kampen, så det er ikke på plads at tale om min rekord i dag. Please,« sagde han bestemt efter en kamp, hvor Viktor Fischer med sin sene scoring sikrede alle tre point til hjemmeholdet.

Forinden havde Simon Hedlund fået annulleret en scoring af dommer Jakob Kehlet, og det var Brøndbys anfører ret så irriteret over.

Kamil Wilczek er historisk i Brøndby efter dette mål mod FCK.
Kamil Wilczek er historisk i Brøndby efter dette mål mod FCK. Foto: Claus Bech
Vis mere

»I mine øjne var det en god kamp, og der var mange situationer imod os, og det er skuffende at tabe kampen. Det er den ene ting. Og så ved jeg ikke med situationen med Hedlund. Jeg er ikke sikker på, at der er offside,« sagde polakken og tilføjede:

»Vi er nødt til at snakke om, at når jeg laver fejl, så viser journalisterne og tv mine fejl. Hvis jeg mister hovedet, kan min plads på holdet ryge, men hvis dommeren laver fejl, er der stille. Det skal vi også snakke om. Selvfølgelig laver alle fejl, men hvis ikke han havde dømt offside dér, havde vi mindst fået et point.«

»Når dommeren laver fejl, skal vi vise deres fejl. Hvis jeg laver en fejl, er I de første, der viser min fejl,« gentog han.

Nu har Brøndby ni point op til ærkerivalerne, men Kamil Wilczek vil ikke opgive at indhente Løverne.

»Det er fodbold, og vi holder fokus på den enkelte kamp. Vi har mulighed for at nå op på FCK, men så skal vi også begynde at få point.«

Brøndby-træner Niels Frederiksen overværede kampen på tilskuerpladserne, fordi han havde karantæne fra seneste kamp i Aarhus, og han mente, at Brøndby klarede sig bedre end til et nederlag.

»Jeg ville hellere have været nede på sidelinjen, men jeg synes, at vi så et Brøndby-hold, som havde fortjent mere, end vi fik. Jeg synes, det er en kamp, der ikke er nødvendig for os at tabe, når man kigger på chancefordelingen.«

»Den bølger lidt frem og tilbage, og jeg synes, vi har de største chancer i første halvleg, og at vi skal føre, når vi går til pause, men det gør vi desværre ikke. Så synes jeg, at FCK er bedst i de første 15 minutter af anden halvleg, men vi kommer rigtig fint tilbage og slutter egentlig kampen bedst af, hvis vi ser bort fra det drønærgerlige mål, de får,« forklarede Niels Frederiksen.