Sæsonens første Superliga-fyring er en realitet, efter Esbjerg og John Lammers mandag afbrød samarbejdet.

Vestjyderne har kun skrabet fem point sammen og scoret fire mål i ni kampe, og mens assistenttræner Claus Nørgaard midlertidigt har overtaget styringen, leder klubbens ledelse efter en permanent afløser.

Og nu byder et kendt ansigt sig til.

Den tidligere Vejle-træner, italieneren Adolfo Sormani, der i marts sagde sit job op i Nørreskoven, var for to uger siden til stede på Ceres Park, da Esbjerg tabte 0-1 til AGF, og han kalder det en ære, hvis han kan lande jobbet i Esbjerg.

»Jeg er meget ambitiøs, og jeg ved ikke, hvad Esbjerg vil, men det vil være en ære og en stor mulighed for mig. Jeg har på ingen måde været i dialog med dem, men jeg er åben, hvis de er interesseret i mig,« siger Adolfo Sormani til B.T. Sport.

Han befinder sig godt nok i sit hjemland, men har slet ikke har givet slip på Superligaen eller for den sags skyld Esbjerg.

»Jeg har set alle deres kampe i sæsonen. Det er selvfølgelig svært at sige, hvordan forholdene er, når jeg ikke er inde i klubben, men de gjorde det rigtig godt som oprykker i sidste sæson, og når man gør det, begynder man at tænke, at næste sæson bliver nemmere.«

»De spiller med samme kvalitet, bare ikke med samme intensitet. Når man begynder at tabe kampe, ryger selvtilliden og troen også, og det er det, der er sket i Esbjerg. Jeg kender John Lammers godt, fordi vi startede i Danmark samtidig, og han skal have kredit for et stykke meget flot arbejde i klubben.«

Det var i sommeren 2017, at Vejle Boldklub bekendtgjorde ansættelsen af Adolfo Sormani.

Samme sæson førte den 54-årige italiener klubben op i Superligaen, og efter en god start her kom en forlængelse på plads i august.

Alligevel måtte han altså kort efter tage sit tøj og forlade Vejle, der senere rykkede ned. Spørger man Sormani nu, er analysen, at spillet berettigede til flere point.

»Det er ikke for at komme med undskyldninger, men hvis du ser på præstationerne og på DBUs rapporter for kampene, skulle vi have ligget mellem sjette- og 10.-pladsen efter 19 kampe. Så kvaliteten i kampene var rigtig, rigtig god, men heldet var ikke på vores side.«

Sormani førte Vejle op i Superligaen, men forlod jobbet i marts.
Sormani førte Vejle op i Superligaen, men forlod jobbet i marts. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Og så spillede vi uden angriber i den første halvdel af sæsonen, fordi Kjartan Finnbogason først kom i januar. Det er fortid nu. Men det vigtige er, at præstationerne var rigtig gode. Vi fortjente meget mere. Bare tag hjemmekampen mod Brøndby, hvor vi i de første 75 minutter var det eneste hold på banen. Det samme mod Midtjylland, hvor vi taber i de døende minutter efter to hjørnespark.«

Held og uheld forfølger nu alle hold, så hvorfor blev du ikke en succes i Vejle til sidst?

»Det er svært at sige, men jeg er sikker på, at hvis vi havde startet sæsonen med samme hold, der vandt 1. division, havde situationen nok været anderledes. Men hvis en klub vil skifte ud i sin trup, er det en del af jobbet som træner at acceptere det.«

»Så hvilket billede synes du, at du har efterladt i Danmark?

»Jeg sagde mit job op i Vejle, fordi resultaterne ikke var der. Jeg tog ansvaret for dem, og jeg er sikker på, at klubben ikke var glad, selv om jeg tror, at de var glade for præstationerne,« lyder det fra Adolfo Sormani, der i Vejle Boldklub havde sin egen stab med sig. Den blev krydret med nogle danske tilføjelser.

Optimalt vil han også i sin næste stilling have egne folk med.

»Når du bringer en ny mentalitet med dig, kræver det tid. Og hvis du har kyndige folk med dig, kan du spare tid i forhold til at implementere den nye tilgang, så det er ikke, fordi jeg ikke vil arbejde med danskere. Det har jeg gjort med mange, og vi havde det fantastisk. Man har også brug for danskere, hvis man har et job i Danmark, for de kender kulturen og alt, der sker i dansk fodbold.«

Adolfo Sormani har efter eget udsagn allerede haft mulighed for at komme tilbage til dansk fodbold og er fast besluttet på, at hans næste job er her i kongeriget eller i England, hvor han tidligere har været assistent i Watford.

»Jeg har haft nogle samtaler i Danmark for nylig, men det levede ikke op til mine forventninger. Mit problem er ikke at få et job. Problemet er at finde et arbejde, der giver mig mulighed for at udfolde mig. Når man er ambitiøs, leder man efter en løsning, hvor man kan vinde og være konkurrencedygtig. Jeg ved, at det er svært at finde den slags job, men det er det, jeg vil og går efter.«

»Indtil jeg finder det job, udnytter jeg min tid bedst muligt og ser en masse kampe og træninger, man ikke har mulighed for, når man er i job. Så fra torsdag tager jeg eksempelvis til Napoli og følger Carlo Ancelotti.«

»Men jeg henter kun inspiration her i Italien. Jeg har arbejdet 10 år i udlandet, og jeg går efter at arbejde i enten England eller Danmark igen. Atmosfæren og måden at leve fodbold på er ikke den bedste hernede for hverken træneren eller fansene, så jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke skal tilbage til Italien og arbejde.«

Esbjergs direktør, Brian Knudsen, har over for B.T. fortalt, at arbejdet med at finde en afløser for John Lammers først lige er begyndt, og at de ingen deadline har for beslutningen.