Flyt jer, alle mand, Superligaen har fået en ny stjerne, og han er hottere end hot!
FC Københavns omtalte supertalent, kometen Roony Bardghji, har netop demonstreret, hvorfor han er den seneste uges mest hypede Superliga-spiller i opgøret mod AaB med en uforglemmelig rekordscoring.
Her smadrede den svensk-syriske teenager rekorden som yngste målscorer i Danmarks bedste fodboldrække, da han en halv time inde i FCK's opgør på den regnvåde bane Aalborg viste klassen.
Roony modtog bold i FCK's højre angrebsside, rundede skarpt et par AaB'ere efter en et-to-kombination, og så trykkede han ellers kanonen i bund fra kanten af feltet, så bolden sjuttede uimodståeligt afsted ned i målhjørnet.
Herefter brød jublen løs over 2-1-scoringen til københavnerne. Det var da også en stor forløsning for Roony, som fyldte 16 år for 14 dage siden.
Med målet slår han Jeppe Kjærs rekord som yngste målscorer i Superligaen. Kjær var 16 år og 129 dage, da han scorede for AC Horsens i juli 2020.
Roony Bardghji fik debut for FCK i sidste weekends Superligakamp mod AGF, hvor startede inde som yngste nogensinde og også her viste prøver på sit talent.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan FCK vandt kampen om det tidligere Malmö FF-talent foran snuden på eksempelvis Chelsea, som fortsat jagter den unge offensivspiller.