Det lignede længe en AGF-sejr mod AC Horsens. Men i sidste sekund af ’snekampen’ lykkedes det for hjemmeholdets Kjartan Finnbogason at score til slut-resultatet 1-1.

Dermed konsoliderede AC Horsens sin femteplads i Superligaen, mens AGF med 25 point ikke fik halet væsentligt ind på de hold, der bejler til kvalifikation til deltagelse i mesterskabsslutspillet senere på foråret.

Der var således intet at sige til, at AGF-træner David Nielsen hang med hovedet, da BTs udsendte fodboldreporter fangede ham til en snak efter kampen.

»Nu er vi der, hvor andre resultater afgør vores skæbne,« sagde David Nielsen og erkendte, at en AGF-placering i top-6 lige nu føles meget langt væk.

»Skulle vi have lavet et hug efter den, skulle vi have haft tre point i søndags mod Lyngby og mod Horsens (i aftes, red.). Det kunne vi måske have gjort. Men vi må bare se fremad. Til trods for at vi føler, vi var lidt uheldige mod Horsens, og vi spillede godt mod Lyngby, har vi desværre ikke fået de point, vi drømte om. Når det så er sagt, har vi ikke tabt en fodboldkamp i 2018, og det er bestemt tilfredsstillende,« sagde David Nielsen med en stemmeføring, der indikerede frustration.

»Måden, vi sætter sejren over styr på, er superærgerlig. Vi er jo få sekunder fra at kunne gå fra banen med endnu et clean sheet. Jeg synes, vi spiller en god første halvleg. Her er det os, der skaber de fleste chancer, mens det var Horsens, der havde de fleste efter pausen,« sagde David Nielsen, der udover resultatet heller ikke var tilfreds med banens beskaffenhed.

»Det var lige til grænsen, at kampen ikke skulle have været afviklet. Sneen og kuldegraderne gjorde betingelserne for godt fodboldspil stort set umulige,« sagde David Nielsen.

Det synspunkt gav hjemmeholdets islandske angriber, Kjartan Finnbogason, ham dog ikke ret i.

»I aften var der vel fire-fem minusgrader, men jeg har oppe på Island fået min fodboldopdragelse på snedækkede baner og med temperaturer, der har været væsentligt lavere,« sagde han med et smil og glædede sig over, at det var ham, der skaffede AC Horsens uafgjort med sin sene fuldtræffer.

»Min optakt til kampen har været alt andet end optimal. For 10 dage siden fik jeg i vores kamp mod FC Nordsjælland en skade, og jeg har i den mellemliggende periode ikke trænet. Derfor var det ok, at jeg indledte kampen på bænken. Men jeg er glad for, at Bo Henriksen gav mig chancen til slut,« sagde Kjartan Finnbogason og tilføjede:

»Mit helt store personlige mål for denne sæson er, at jeg bliver udtaget til den trup, som skal repræsentere Island ved VM til sommer (i Rusland, red.). Derfor har jeg brug for al den spilletid, jeg kan få.«

Det var Finnbogasons første scoring i Superligaen siden september.

»Jeg kan ikke løbe fra, at det har knebet med målene de seneste måneder. Nu håber jeg, at målet mod AGF var vendepunktet,« sagde Kjartan Finnbogason.

Horsens-træner Bo Henriksen stillede efter kampen ikke op til interviews. Det forklarede klubbens pressechef Frank Hove med, at der var opstået sygdom i hans nærmeste familie. I stedet stod assistenttræner Mads Lyng til rådighed for udtalelser.

»Det føles som en halv sejr for os, at vi sikrer os uafgjort med scoringen i sidste sekund. Det vil være fantastisk for os, hvis vi kan kvalificere os til mesterskabsslutspillet. Mandag møder vi AaB i en seks-point-kamp. Kan vi vinde her, øger vi vores muligheder væsentligt,« sagde Mads Lyng.