ADVARSEL! STÆRKE BILLEDER.

AGF-træner David Nielsen var rasende i pausen mod FC Nordsjælland.

»Det er endnu vildere, at vi får en mand smidt ud for at cleare en bold nede på kanten af feltet. Det vildeste er, at jeres kommentatorer åbenbart giver dommeren ret i, at det er et rødt kort. Det er jo helt fucking vildt,« udbrød den bramfri cheftræner under et interview med TV3 Sport.

Han mente ikke, at Bubacarr Sanneh skulle udvises efter fem minutter for en tackling på FC Nordsjællands Ibrahim Sadiq. Men mon ikke træneren fik en lidt anden opfattelse, da han så et billede af Sadiqs ben. Du kan se hændelsen og efterspillet i videoen øverst i artiklen.

Her ser man et ordentligt åbent, blødende sår, som kommunikationschef i FC Nordsjælland Christian Wolny har lagt op på Twitter.

'Her er et foto af Sadiqs ben, efter såret var gjort rent. Gennem skinne og det hele. Lige inden var AGFs læge høflig nok til at komme ind og sy det sammen,' skriver han.

Sammenstødet mellem Bubacarr Sanneh og Ibrahim Sadiq, der resulterede i det røde kort, har skabt enorm debat blandt kampens aktører og fodboldfans.

Efter kampen var David Nielsen mindre rå i tonen, men ikke desto mindre mente han stadig, at det var forkert at udvise Sanneh.

Bubacarr Sanneh fik kun fem minutter på banen mod FC Nordsjælland.
Bubacarr Sanneh fik kun fem minutter på banen mod FC Nordsjælland. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Dommeren var ikke i tvivl, da han så den på skærmen. Og han var ikke i tvivl efter kampen. Derfor er der ikke noget at diskutere,« sagde han og fortsatte.

»Det var helt grundlæggende en forkert beslutning. Vi skal åbenbart til at tage noget af intensiteten og kraften ud af vores forsvarsspil.«

FC Nordsjælland vandt opgøret i Aarhus 1-0.