AGF-træner David Nielsen var sur. Rigtig sur.

For han var ikke enig i, at AGF-spilleren Bubacarr Sanneh skulle udvises efter blot fem minutter.

Sanneh tacklede på kanten af AGF-feltet, hvor han ramte FC Nordsjællands Ibrahim Sadiq, der vred sig i smerte og siden blev skiftet ud i pausen.

Forseelsen blev først straffet, efter dommer Morten Krogh så tacklingen igennem på video. Og så var det farvel og tak til stor frustration for AGF.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I pausen af kampen blev Nielsen interviewet af TV3 Sport, der gerne ville vide, hvordan han havde tænkt sig at vende opgøret mod FC Nordsjælland, der havde bragt sig foran 1-0.

»Jamen, vi skal bare ud og kæmpe …,« sagde han.

Og så tog interviewet fart.

» … Men det er endnu vildere, at vi får en mand smidt ud for at cleare en bold nede på kanten af feltet. Det vildeste er, at jeres kommentatorer åbenbart giver dommeren ret i, at det er et rødt kort. Det er jo helt fucking vildt,« lød det rasende fra Nielsen, der herefter forlod interviewet forud for anden halvleg.

Sanneh var ikke den eneste AGFer, der fik rødt kort i situationen.

For AGF-lejren var så ophidsede over dommen, at det også endte med et rødt kort til fysisk træner Peter Sand.

Han måtte forlade bænken og se resten af kampen på tribunen.