Endelig er han fri af mareridtet.

Torsdag kom det frem, at den danske landsholdsspiller Lasse Schöne efter en lang kamp er blevet frigivet fra sin klub Genoa, så han nu igen har udsigt til at gøre det, han er så god til – at spille fodboldkampe.

»Det er godt, at vi fandt en løsning, nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. Jeg har det godt og er fit, nu skal jeg bare få glæden tilbage. Det føles godt, og det er lidt underligt at sige, når man står og er arbejdsløs,« siger Lasse Schöne og pointerer, at han ikke vil tale konkret om bruddet med Genoa efter en halvsæson, hvor han ikke engang har været registreret til kampene.

»Jeg kan ikke udtale mig om situationen, og hvad der er sket, men jeg kan bare sige, at jeg glæder mig til at spille igen og gå ud på grønsværen,« siger han, og fortsætter:

»Det har været en anderledes periode, end hvad vi har været vant til, men vi har haft det godt, og det er en dejlig by. Børnene har fået gode venner og er glad for skolen, så det er ikke, fordi vi har lukket os inde. Vi har gået og nydt det, byen har at tilbyde. Og vi har mødt nogle utroligt rare mennesker, som vi skal til at sige i hvert fald på gensyn til. Så det har da været hårdt ikke at spille, men jeg er ved godt mod.«

Samtidig slår Schöne dog fast:

»Men jeg er her for fodboldens skyld. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det skulle ende sådan, at vi skulle skilles før tid, og det er trist, men som situationen har udviklet sig i Genoa, er det bedste for begge parter at skilles, og det er alle glade for.

Den danske midtbaneveteran understreger, at det kommende EM til sommer har haft en stor betydning for, at han fik nok af at være frosset ude i Genoa og nu har revet kontrakten over.

Lasse Schöne er ude af kontrakten i Genoa.
Lasse Schöne er ude af kontrakten i Genoa. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har stadig det niveau, jeg viste i Ajax for to år siden, og EM er da også helt klart en af de grunde til, at jeg stopper i Genoa. Men EM kræver også, at jeg kommer til at spille for en klub på et højt niveau,« erkender han.

Nu går turen tilbage til Holland, hvor familien Schöne har et hus, men det kan sagtens blive for en kort stund.

Den 34-årige landsholdsspiller kan nemlig godt fristes til at komme endnu længere nordpå og helt hjem, hvor han er født, hvis FC København skulle være interesseret i den transferfrie frisparksspecialist.

»Jo, hvis der er en klub i Danmark, jeg skal til, så er det FCK. Jeg kommer fra en FCK-familie, så der er ikke så meget der. FCK vil da være interessant, det er klart, men det er ikke noget, der er på bordet. Men det er det niveau, jeg stræber efter,« siger han.

Ved sidste transfervindue blev Schöne af sin agent tilbudt til FC København, men dialogen kom ikke så vidt, at han kom til forhandlinger med daværende manager, Ståle Solbakken, da klubben ikke var interesseret i den pakke, som blev tilbudt.

Det samme fortæller Schöne.

»Nej, der har ikke været noget konkret, det har der ikke. Så der var ikke noget der,« forklarer han og åbner ligesom sin agent også for en retur til Ajax, hvor han med succes tilbragte syv år inden Genoa-tiden.

»Jeg spillede selvfølgelig i Ajax for halvandet år tilbage, og alle ved, at det er min klub, og hvor mit hjerte ligger. Lige nu handler det bare om at få familien hjem og kigge fremad, og så arbejder min agent i baggrunden for at finde det bedste for os. Så det er en spændende tid. Jeg skal bare have glæden tilbage ved at finde en ny klub,« slutter Lasse Schöne.