Lasse Schöne er blevet løst fra sin kontrakt i Genoa og kan nu finde en ny klub.

Det bekræfter hans agent, Revien Kanhai, fra Forza Sports Group i en pressemeddelelse, som B.T. har fået tilsendt.

Allerede i november kunne B.T. fortælle om, at der foregik et juridisk spil i kulissen, efter den danske landsholdsspiller var blevet frosset ud af det italienske mandskab.

»Det betyder, at Lasse kan finde en ny klub, hvor han kan nyde at spille fodbold. Han er i topform og har trænet hver dag. Han vil gerne vise, hvad han kan de næste måneder, hvor målet at komme til EM til sommer med Danmark er det vigtigste,« siger Kanhai.

»Lasse og jeg er overbeviste om, at han stadig kan nå det niveau, han havde hos Ajax. Jeg modtager daglige opkald fra klubber og agenter om Lasse. Der er mange henvendelser allerede fra Italien, Belgien og England, men en retur til Ajax kunne også være en mulighed,« lyder det ærligt fra Schönes agent, der fortsætter:

»Især nu, hvor Lasse kunne være den perfekte spiller til at bringe balancen tilbage både på og uden for banen. Men han er også afhængig af begrænsede muligheder i vinterens transfervindue og de negative økonomiske eftervirkninger af coronakrisen. Sammen vil vi beslutte os for, hvad det rette skridt er.«

I oktober kom det frem, at danskeren var blevet udeladt af listen over klubbens registrerede Serie A-spillere. En beslutning, der angiveligt er truffet af klubbens sportsdirektør, Daniele Faggiano. En beslutning, der sendte Schöne helt ud i kulden.

Nyheden ramte som en bombe, da Schöne sæsonen forinden havde været fast mand på det Genoa-hold, der med nød og næppe sikrede sig en ny sæson i Serie A.

Og siden har han ikke spillet fodbold. En kendsgerning, som landstræner Kasper Hjulmand også har raset over.

Nu har 34-årige Schöne så muligheden for at få karrieren på ret køl igen.