Landsholdsspilleren Lasse Schöne er havnet helt ude i kulden i sin italienske klub Genoa.

Og det huer ikke fodboldlandsholdets landstræner, Kasper Hjulmand.

Schöne har kort efter, at transfervinduet lukkede natten til mandag, fået at vide, at han ikke er registereret blandt de spillere, der kan spille Serie A for Genoa.

Dermed har han ikke mulighed for at spille kampe, og det sætter ham i en svær situation forud for EM til næste sommer, hvor Schöne er en bejler til Hjulmands trup.

»Det er en af de sorte sider af den her verden. Jeg synes, det simpelthen er så… Jamen, det bobler i mig!« lyder det fra en tydeligt frustreret landstræner, der finder Genoas ageren helt håbløs.

»At man dagen efter, vinduet lukker, fortæller en spiller, at han ikke er på listen... Hvorfor ikke fortælle det en uge eller to tidligere? Det giver manden en mulighed for at finde en anden klub. Og det er reelt og fair. Det andet kan jeg ikke have med at gøre. Det er et menneske, der sidder med en familie og har en drøm om EM. Det er groft,« siger Hjulmand.

Lasse Schöne under fodboldlandsholdets pressemøde i Helsingør, torsdag 10. oktober 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Lasse Schöne under fodboldlandsholdets pressemøde i Helsingør, torsdag 10. oktober 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Også Lasse Schönes agent, Revien Kanhai, er rasende over behandlingen af danskeren.

»Det er særligt skandaløst, at vi ikke blev informeret omkring dette, før transfervinduet lukkede. Så kunne vi have løst os fra kontrakten og fundet en ny klub i ro og mag, for der var rigeligt med kandidater. Det er helt og aldeles synd, hvordan klubben behandler Lasse,« siger han til Voetbal International.

Landstræneren vil dog ikke helt afskrive Schöne som kandidat til EM-truppen næste sommer. Schöne kan igen skifte klub i januar, når transfervinduet igen åbner.

Medmindre han finder en løsning med Genoa og bliver løst fra sin kontrakt.

»Heldigvis er situationen lige nu, at der kun er to måneder, og så er der et langt forår, hvor der kan ske mange ting. Opgaven for Lasse nu må være at få løst situationen og få fundet et godt sted og fyre den af til foråret. Så er fodbold sådan et sted, hvor der kan ske mange ting. Det er ikke helt afskrevet,« siger han om Schönes EM-drøm, der dog lige nu ser ud til at være mere end op ad bakke.

Danmark møder søndag Island i Nations League. Schöne er ikke en del af truppen.